Sommetider glemmer man. Sommetider glemmer man ikke. Natten er sort, og stjernerne er ikke længere af guld, men bare gammelt lys spundet ind i en fortid jeg aldrig har kendt. Selvom jeg lukkede øjnene gav det mig ikke et bedre udsyn til min inderside. Ofte har jeg ønsket at kunne vende mig selv på vrangen, og se hvor mange sommerfugle der egentlig gemte sig derinde, bag alt det andet. Alt det jeg ikke ville kendes ved. Vinden pustede til mit hår, eller det der var tilbage af det. Det er farligt at være i nærheden af sig selv, især når man er rasende.
Det gjorde ondt i mine negle. Det undrede mig, for negle er døde, og man kan ikke mærke døde ting. Men mest af alt kunne jeg mærke mine negle. Mine fødder gled en lille smule, og mine lunger sukkede. Under mig lå verden stille. I koma. Ligesom mit sind. Jeg var blevet enig med mig selv om at den eneste vej til sjælefred var ned. Jeg var i hvert fald sikker på ikke at fare vild, og det er det jeg altid mest har frygtet. At fare vild. Endeløse stier gennem ensomhed, lyn og flækkede læber.
De fleste ville have kaldt mig forkælet, et typisk eksempel. Og det, også selvom de så mig nu. På randen af undergang. Nedfaldende, som efterårs blade på en blæsende dag. Ja vinde kan man stole på. Og snart ville jeg være som et efterårs blad. Træt, sammenkrøllet og nedfalden. Død.
Et øjeblik lader jeg mine tanker lande, og mit sind vandre mod spørgsmål. Stort i mod småt. Min største ejendel må være mit hjerte, tungt og hårdtarbejdende sidder det trofast i mit bryst og bider. Man tager altid sit hjerte forgivet, og beskytter det ikke en gang på tidspunkter hvor man er sikker på det vil gå i stykker. Sørgelige menneskelighed. Min mindste ting må være krummerne i min lomme. De lægger der, ligeså trofaste som hjertet, men dog ikke så ivrige efter at få lov til at blive. Hjertet føles gråt, og usikker på om det stadig sidder der, lader jeg hånden stryge hen over det nøgne bryst jeg ikke længere føler tilhører mig. Det banker godt nok, men virker tåget og langt væk. Hvad er så mest værd, mit tågede hjerte, eller de krummer i min lomme der er ligeglade.?
Jeg har aldrig bedt om meget, i hvert fald ikke fra andre end mig selv. Ironisk at jeg aldrig, før nu, har været helt på toppen. Men her står jeg, venter på en beslutning der egentlig allerede er taget, godt hjulpet på vej af smerten i mine tynde negle, og alkoholen i mit blod. Et skridt, og så begynder uendeligheden.