Svenne var glad for sit nye job. Selvom gagen var noget lavere end han var vandt til og opgaverne knap så udfordrende, var han tilfreds med den rolige dagsrytme i vagtselskabet. Det var sjældent der skete noget uventet og dagene kunne gennemføres på rutine. Og det gjorde da heller ikke noget, at man lige kunne få plads til en lille lur i ny og næ.
Det var en ny Svenne - der sådan kunne finde på at tage en lur i arbejdstiden. Før nedturen, havde han været den største arbejdshest i det lille transportfirma, hvor han var ansat. Men han havde sat sig alt for høje mål og forventninger. Det blev straffet med næsten et halvt års sygemelding pga. stress.
Med et stilfærdigt suk, klikkede han sig ud af computerens kabale. Nu var det vist nok med det. Lænede sig tilbage i kontorstolen, så den tippede faretruende bagover og smed fødderne op på hjørnet af skrivebordet. Hænderne foldede han bag nakken og så lukkede han øjnene.. Bare lige et øjeblik. Han nød at lade sanserne arbejde. Hørte ventilationen som en forsigtig brummen i bygningens struktur. Stolen der knirkede let under ham. Computerens summen og lydene fra den nattemørke by udenfor vinduet. Lugten fra de nymalede vægge og tyngden af hans egen krop...

Med en voldsom kimen blev Svenne revet ud af søvnens bløde greb. Han tumlede op af stolen og kiggede forvirret efter telefonen. Men lyden var større, mere sønderrivende.
Fortvivlet gned han sine øjne. Forsøgte at få søvnen ud, så han kunne se ordentligt, men det var som gik han i en tyk tåge.
Hvor længe havde han sovet? Hvad var det for en infernalsk larm? han hostede. Halsen snørede sig sammen. Skulle han nu igennem endnu et angstanfald. Nu var han da lige kommet ud på den anden side. Han hostede igen. Var ved at kvæles...
Det var først da en tåget kontur af en uniform tonede frem for ham, at det gik op for ham, at det var røg. Der var røg over alt. Alarmen! Det var brandalarmen der kimede... Hvad fanden mon der skete.
Den uniformerede mand fik pludselig øje på ham. Han overlod brandslangen han havde holdt i et fast tag under armen til en kollega og skyndte sig at komme Svenne til hjælp.
"Hvad så gamle dreng, hvordan har du det"? Svenne sendte sit mest ironiske smil til røgmasken der lige havde talt til ham. "Jeg har aldrig haft det bedre" svarede han. Og det sidste han hørte før verden gik i sort, var en lille latter "Det var da den værste skipperløgn...".