- Alt er så småt herhjemme. Alt er fandme så småt. Størrelsen på ting og tankegangen. Jeg skal væk her fra. Danmark føles kraftedme som dén uldtrøje dér. Han pegede med en hidsig bevægelse over på en grå bylt, det, som havde været hans cashmere pullover, som lå oven på vaskemaskinen, stampet, kradsende og 3 numre for lille. Den, hun havde vasket ved for høj temperatur.

- Hvor tager du hen? Hun kiggede op på ham, og han blev irriteret over hendes øjne, store og runde golfbolde, som strittede ud under pandehåret.
- Det ved jeg sgu ikk' endnu. Væk. Bare væk.
- Jamen, hvad med studiet? Hvad med mig? Hvor længe? Golfboldene boppede nu rundt på pytter af salt væske.
- Det ved jeg ikk'. Jeg har ikke tænkt så langt endnu. Der er jo ikke noget som ikke kan lade sig gøre, hvis man bestemmer sig for det.
- Nej, det er der vel ikke. Hendes stemme var kogt ind til en kalket aflejring.
Hun sad på den lille dumme skammel i køkkenet, helt sammenfaldet i skroget. Han forstod pludselig ikke, hvad han havde set i hende. Det var det der skarptskårne pandehår, han var blevet facineret af, han syntes dét, og så de der oversize briller havde kant. Karakter. Hvordan havde han undgået at lægge mærke til den viljesvage beklemte konstruktion, som kun på nippet oppebar den overfladiske attitude?
- USA kunne være fed, synes du ikke? Med den kommentar gav han golfboldene et ufølsomt, hårdt og præcist slag med et 9-jern. De forsvandt ind ind i hulerne og hun formede hænderne til skåle, som hun lagde hen over.
- Nå, jeg smutter på biblioteket. Jeg må finde nogle bøger om the U.S. Måske stikker jeg ind om Bruuns Bazaar, jeg kan jo for helvede ikke gå i den lille stampede spændetrøje der. Han trampede demonstrativt rundt i køkkenet efter jakke, handsker og taske. Han måtte kraftedme væk, før han vappede hende en på designerskrinet.