Du føler du bliver revet ud af dig selv, backflipper ud af virkeligheden, og pludselig, står tiden stille. I en verden, hvor hjertets banke styrer tiden, og du er ikke længere er herre over hvad der er sjovt, og hvad der er sørgeligt.
-Jalousi er den eneste følelse der kan sætte det urealistiske i perspektiv.
Hjertet banker, du er ikke varm, men du sveder alligevel. Du prøver at skille fingrene ad, men lige meget hvad; de er stadig fedtede. Dine tanker bevæger sig i alle retninger, og du kan ikke holde fast i én tanke. Du bevæger dig i din egen tanke hvirvel.
Folk tænker ikke over det, men det er kun fordi de ikke kigger, hvis de kiggede, ville de se det hele. Dine anspændte læber, dine knyttede næver, dine spændte kæber, tårerne der presser på, det falske smil, som er så let genkendeligt på de manglende smile rynker omkring øjnene og i panden. Alle tegn er der, men ingen ser dem.
Du dropper fællesskabet, frem for den maniodepressive ensomhed; det er så befriende. Du ser det godt selv, alle burde kunne se det.
Du føler dig forladt.
Hver gang nogen kontakter dig, eller søger dit sædvanlige venskab, føler du dig angrebet og såret.
Så du undviger kontakten, på bedste vis! Sætter dig med ansigtet mod døren, -du skal altid kunne stikke af. En pude på maven, -En let barrikade mellem dig og kontakten. Benene op til maven, -dit personlige rum skal minimeres, din selvtillid er knækket. Klø dig på skulderen, -det virker afslappet. Du kæmper for at holde øjenkontakt, men de flakker fra side til side.
Du er fanget i ubehagelighed. Kontakten rykker sig nærmere dit personlige rum, og din nakker falder langsomt bagover, ikke helt bare lidt. -Du ønsker at holde afstanden.
Det går godt. Du har hele tiden døren i sigte, øjnene er blevet mere koncentreret. men det er kun fordi du ikke selv ser alle de små detaljer, hvordan du nikker når du siger nej, hvordan dine arme helt mekanisk bevæger sig, hvordan alt omkring dig står stille, og dit hoved står stille ved det ene spørgsmål; ”hvorfor gjorde du det mod mig?”.