Det var vinter og sneen faldt stadig stille uden for vinduet. Det var underligt at sidde her i karmen og kigge ned på græsset hvor han havde været, hvor vi havde været. Jeg husker tydeligt de store brune øjne og det varme smil om hans mund, da vi mødtes første gang. Jeg havde aldrig prøvet det før, jeg vidste ikke hvad det var eller ville sige at være forelsket før jeg mødte denne helt særlige person. Det kom som et overraskelsesangreb i en krigszone, det var som om hele min eksistens gav mening når vores øjne fandt hinanden. Han tog min hånd og førte mig om bag træet, hvor vi sad i græsset lænet op af hinanden. Han var min sydøstenvind på det rigtige tidspunkt. Vi sad i græsset og talte i timer, om alt og intet. Dagene gik og vi var uadskillelige.han var Jordbærret til min chokolade, han var guldfisken i akvariet, han var den rødeste rose i bedet. Vi gik på stranden, talte sammen selvom vi ikke var sammen, smurte hinanden mad, drak af det samme krus. Jeg kan slet ikke beskrive hvad han betød for mig i denne dejlige tid, hvorfor du skulle flytte prøver jeg stadig at få ind i mit hoved. Vi skændes som vanvittige, vi udmattede hinanden, vi brugte hinanden på måder jeg aldrig kan tilgive mig selv. Nogle kalder mig ung og naiv, men jeg ved, at vi elskede hinanden, og at vi ville have været sammen for evigt. Vores første kys glemmer jeg aldrig, den dag mellem brandslangerne på stationen. Det var så intenst, jeg kunne dufte græsset og mærke vores sjæle blive forbundet som ar vi en og samme person.Så en dag kom det hjerteknusende farvel. Vi ville ikke give slip men mødedatoen var i morgen. Jeg græd, han græd, for vi vidste at intet ville blive som før.
Brevene fra dig kommer ikke så ofte som før, de kommer faktisk slet ikke.
Dette er mit farvel,
Min ungdomsven, min første kærlighed, mit hjertes ødelægger.