Inspirationsøvelse #6

Opgavebeskrivelse

Digt en lille fiktiv tekst ved hjælp af 5 foruddefinerede ord. Du vælger selv et tilfældigt sæt af 5 ud af i alt 25 ord, og det er dernæst din opgave at skrive en lille historie som bygger på disse ord. Ordene må gerne ændres i forhold til bøjningsform. Alle 5 ord skal benyttes i historien, og de gemmes og vises efterfølgende sammen med din besvarelse for den videre bedømmelse. Bestem selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje.

Med pulsen dundrende i tindingerne for han afsted. Et forbipasserende ægtepar med en småtyk gravhund på slæb hoppede forskrækket til siden. Bjarke slyngede et forpustet undskyld over skulderen, og fortsatte sin vilde flugt gennem blokkenes små stisystemer. En værre betonjungle, som var ualmindelig bøvlet at finde rundt i. En elendig ghetto, det var hvad Bjarke mente om stedet. Han kom jo ingen vegne! Og Thor og Kicki var lige i nærheden.... Han rendte ind i et cykelskur for at få vejret. Godt at han havde joggingtøjet på. Det sædvanlige læder havde været ulideligt at spæne rundt i! Han smilte for sig selv. Det arme ægtepar troede sikkert, at han var en overambitiøs motionist, der var ude og give los...
Han stod længe og pustede ud. Det var ikke meget motion man havde tid til, når man skulle skrabe penge ind til de forbandede røvhuller... Thor og hans håndlangere... Bjarke spyttede, og lænede sig op ad skurets inderside. Han var ude at trille med Thors benzinsluger, en gammel, ramponeret Mercedes, som skulle skrottes. Kør den flad, så slipper jeg for det forsikringspis, havde Thor sagt, og ganske enkelt skulle Bjarke parkere den på gaden, og lade den stå som den var. Men bedst som han susede rundt i det gamle hakkebræt, blev han blændet af et lys, og styrede ind i en lygtepæl. Heldigvis var der ingen tilskadekommende, men fartfælden havde fanget ham, og bilen var mildest talt småkrøllet. Han synes det var unfair med fartfælden, men det var nu engang en skolevej, og Bjarke kørte 95... Nu stod han her, i lort til knæene, og stønnede i et cykelskur. De ville kaste ham i havnen, og lade ham synke til bunds som en ligegyldig dødvægt. Han havde da forhelvede ikke tænkt for Thors stoffer, og var bare skredet fra bilen. Men da Thor blev stillet til ansvar for både bil og narko, tænkte Bjarke pludselig meget på dem!!!
Normalt var Bjarke stor i slaget, fortalte glædeligt om sine slagsmål, hærværk og damer... de andre kaldte han for Skipper, fordi han var fuld af røverhistorier og skipperløgne!
Men nu var der ikke så meget ved at være Bjarke... En heftig sydøstenvind jog gennem skuret. Det knagede og bragede så voldsomt, at han troede det ville falde sammen! Måske man burde komme videre? Han kiggede ud, der var ingen i sigte. Han løb videre gennem blæsevejret, der var kommet mere pludseligt end passede, og fortsatte ned imellem blokkene.
Men i samme øjeblik han krydsede den næste sti, følte han Kickis barkede hånd i nakken. Som en flad fodbold blev han smasket i gruset, og en velkendt mandestemme, tilhørende Thor, rungede et sted oppe fra.
"Nå Skipper, skal du ud og svømme?"
Tilfældige ord: skipperløgn, motionist, sydøstenvind, fartfælde, ghetto

Skriv kommentar

Besvarelsen Skipper er publiceret 25/01-2012 22:01 af mind_of_me under skriveøvelsen Inspirationsøvelse #6.
Version 1 - 25/01-2012 22:01
Besvarelsen er på 449 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.