Jeg havde hyret et transportfirma til at tømme huset. Nøglen lå forhåbentlig stadig under urtepotten. Der lå den i hvert fald sidst, jeg var i det hus. Min fars hus. Jeg forsøgte at regne mig tilbage til, hvornår det var. Jeg var netop blevet ansat i det nye firma. Det var den dag jeg holdte tiltrædelsestale, og jeg havde bedt ham komme. Det havde faktisk taget mig flere uger, inden jeg havde taget mig sammen til at ringe, og da jeg endelig sad med røret i hånden rystede mine fingre, og det tog mig tre forsøg før jeg tastede nummeret rigtigt. Da jeg hørte hans stemme i røret, overvejede jeg et kort øjeblik at lægge på. Jeg trak vejret dybt, fortalte ham om firmaet. Om hvordan jeg nu som 24-årig skulle lede denne afdeling mod bedre tider, om hvilke fantastiske muligheder der var i det. Han lovede at komme, og endnu en gang troede jeg ham. Ligesom de tusindvis andre gange.
Jeg kiggede hele salen igennem efter ham. Genoplevede dimissionen efter studentereksamen. Jeg husker hvordan jeg stod på talerstolen og kiggede rækkerne igennem en for en uden at finde hans ansigt. Jeg gennemførte talen, perfekt og gennemarbejdet. Andet husker jeg ikke fra min gymnasietid, selvom det kun er 8 år siden.
Denne gang skulle være den sidste gang han fik lov at skuffe mig. Jeg havde opsøgt ham derhjemme. Fundet nøglen under potten og låst mig selv ind i bryggerset. Det var først der jeg lagde mærke til hjemmesygeplejersken. Hun skramlede rundt i køkkenskabet, mens far snøvlede noget utydeligt fra sin vante plads i stuen. Det var der jeg fik nok. Ikke flere samfundshjælpere, hjemmesygeplejersker og andre velmenende men uduelige kommunale ansatte. Jeg flygtede. Evakuerede mig selv. Afskar mig fra fortiden. Jeg har ikke sat mine ben i huset siden. Han ringede til mig en enkelt gang, men det var for sent. Jeg ville ikke skuffes endnu en gang.