Det er tidlig morgen, og han går hen ad gaden. På vej på arbejde. Han arbejder i et transportfirma. Flytter varer fra den ene ende af landet til den anden.
Han er efterhånden træt af ikke at kunne komme videre - ud af ghettoen. Til at lave noget som han synes gør en forskel. En forskel for andre. En forskel for ham selv. En forskel for hans familie.
Hans familie. Han har sku´ da ingen familie. Der er da ikke nogen, der gider leve sammen med en alkoholiker som ham. Eller ex-alkoholiker. For det er flere timer siden han sidst holdt op med at drikke. Og denne gang... Denne gang er det slut. Han har smidt samfundshjælperen ud denne gang.
Det kan jo heller ikke blive ved med at gå godt. Med det arbejde - og så en flok bajere. Han har flere gange været så fuld, at han ikke har vidst, hvordan han er kommet frem og tilbage med hans 18 meter lange tons tunge lastbil.
Een gang havde han været tæt på. Hun gik ud i fodgængerfeltet samtidigt med at han kom kørende. Hun så ham direkte i øjnene, stivnede, og sprang så tilbage i sidste øjeblik. Han troede nok han havde snittet hende.
Men det finder han jo nok aldrig ud af, for han skyndte sig væk. Hun råbte og skreg efter ham, havde han set i spejlet. Han kunne ikke stoppe. For så var hun først blevet tosset. Med alle de grønne flasker der lå og flød i bunden af førerhuset. Han passede altid på at få ryddet op til fyraften.
Den aften havde han set de lokale nyheder i fjernsynet. Først havde der været noget fra en brand i en boligblok. Evakueringen af en kat fra lejligheden, hvor branden var opstået, havde fået ham til at tænke på hans egen kat. Hans kat fra hans barndomshjem havde været magen til den i nyhederne.
Bagefter havde der været et indslag fra et byrådsmøde. Der var andenbehandling af et forslag om at få lavet flere vejbump, for at dæmpe farten på vejene ind til byen. De bump tog snart livet af ham. Det gjorde bare så ondt i ryggen hver gang han kørte over dem. Og flaskerne i bunden klirrede højlydt. Fandens til larm.
Der havde dog ikke været noget i nyhederne om en ham og hans flugt fra lige-ved-og-næsten ulykken.
Han er nået halvvejs hen til arbejde, da han vender om. Han går i stedet hen i banken. Hæver de sidste 1500 kroner. Går hjem og pakker en taske med det allermest nødvendige.
Han blev sidst set stige ind i en lastbil på en rasteplads lige uden for byen. Den kørte sydpå. Forandring...