Jeg gik forsigtigt ind til kommunedamen. Hun sad på en ganske almindelig kontorstol. Hun lignede ikke en, der netop skulle snakke med mig, om min fremtid. En kvinde der skulle bestemme hvor jeg skulle bo.
Min far var gået til kommunen. Igen. Sidst vi var der, var dengang jeg var omkring 10 år. Første gang var da mine forældre blev skilt. Da jeg var 7 år. Nu var jeg her igen som 14-årig. Det eneste der var anderledes, var at, damen var udskiftet, jeg var blevet højere og min søster stod ikke ved siden af mig. Og selvfølgelig det med at jeg vidste, hvor jeg ville hen. Jeg ville hjem til min far. Jeg skulle væk fra min mor.
Damen sendte mig et forsigtigt smil. ”Jeg hedder Pia” Sagde hun. Jeg så bare på hende. ”Ja. Vi skal jo finde ud af, hvor du skal bo” Jeg nikkede. ”Hvor vil du hen” Hun stillede spørgsmålet indtrængende. Som om hun vidste jeg havde løjet de andre gange. Som om hun vidste der var noget galt. Jeg tog forsigtig hendes hånd. Noget jeg ikke havde gjort ved andre en min bedste veninde i 7 år. ”Jeg skal væk” Hviskede jeg. Hun forstod mig. Jeg blev overvældet af sorg. Hun lignede den far, min mor havde forhindret mig i, at se i et halvt år. Den omsorgsfulde måde hun så på mig. Alt rablede ud af mig. Hvordan min mor havde fortalt mig, at hun og far skulle skilles. På min 7-års fødselsdag. Hvordan min mor altid havde overset mig, pga. min søsters psykiske problemer. Hvordan jeg altid havde haft den hårde facade oppe. Pia nikkede og lyttede. Hun så over brilleglasset. ”Din mor har aldrig vist dig omsorg” Hun strøg mig over håret. ”Jo” Hviskede jeg. ”Da jeg vandt en konkurrence” Hun så overasket på mig. ”Min mor har altid kun haft det mest succesfulde barn i hovedet. Eller det med flest psykiske problemer. Jeg havde aldrig en chance” Pia nikkede. ”Jeg forstår dig” Jeg stirrede på hende. ”Alle andre har fortalt mig det er min skyld” Hun smilede. ”Nu er de heller ikke udannet til at bedømme det” Jeg smillede. Jeg stolede på Pia.
Tiden var gået. Jeg skulle tilbage. Tilbage til fængslet.