Og hun stod der endnu en gang. På hendes yndlingssted. Hendes safe place. Sammen med hendes to brødre. Og hun var aldrig gladere end når hun stod der.

Det var selvfølgelig en tur på stadion. For pigen, var der ikke nogen bedre følelse end når hun stod der og så sit yndlingshold spille bold. Bare at stå der og slappe af. Nyde en kold øl. Lytte til alle slagsangene, og selv synge med nogle gange - dog oftest når hun selv stod ovre i den ende af tribunen.

Den følelse, når bolden går ind.. Helt ubeskrivelig. Hun smiler, råber og hopper op og ned - præcis ligesom alle de andre. Det er ikke noget hun tænker over, sådan gør hun bare automatisk. Og en glæde spreder sig i hendes krop, for hun ved, at nu er der håb. Nu kan vi vinde. Men hun er altid optimistisk omkring netop dette. Hun tror altid at vi vinder. Et nederlag eksisterer ikke for hende, før det er en realitet.

En af de bedste oplevelser på stadion var dog stadig foråret 2011. Alle fansene rejste sig, og hjalp holdet igennem en svær tid. Og det var så fantastisk. Der var en fantastisk stemning. Et fantastisk sammenhold.

Da dagen endelig kom, den dag, der skulle bestemme om vi skulle overleve. Og aldrig havde pigen været så nervøs. Hjertet pumpede hårdt, og tårerne var klar til at bryde frem - uanset udfaldet. Og da vi var bag ud løb tårerne. Det var lang tid siden hun havde følt sådan en fortvivlelse. Men sådan skulle det ikke ende - for vi blev reddet på stregen. Det var ikke længere fortvivlelses tårer, men glædestårer, der løb ned af pigens kinder. Hun havde sommerfugle i maven, hjertet bankede, og hun kunne slet ikke holde op med at smile.

Og efter mange år og utallige timer tilbragt på stadion, kan hun slet ikke forestille sig hvordan hun skal kunne lade være med at tage på stadion. Hun kan ikke forestille sig ikke at stå der på tribunen, hoppe op og ned, og heppe på drengene. For hvis hun ikke har sit safe place mere, hvad har hun så?