Hjemmesygeplejersken så aldrig frem til denne tid af dagen. Det var på denne tid hun skulle på besøg hos ham der boede i det gamle hus i udkanten af byen. Det var det sidste besøg inden hendes frokostpause, og hun vidste at han talte minutterne, der var afgørende i hans egen lille dagligdagsrytme. Huset var en gammel ejendom, og man skulle kører to kilometer ud af en lille grusvej for at komme derud. Især om vinteren voldte denne vej mange problemer for hende, da den var sidst på kommunernes prioriterings liste for hvornår der skulle skovles sne, og dagligt skulle hun finde sig i verbale overfald når hun kom frem, om hvor sløset og useriøs hun var omkring sit job. Han havde været ude for en voldsom brændulykke for et halvt år siden, og hendes job var at komme og rense hans sår der ikke ville hele. Hun vidste han i sin tid havde haft sit eget transportfirma og hun havde en inderlig barmhjertighed over for de mennesker der havde været ansat under ham. Mødedatoen for hans næste kontrol på sygehuset var sat til om to uger, og hvis hun fortsat skulle komme i hans hjem derefter, var hun i tvivl om hvor vidt hun kunne forsætte sit arbejde hos ham. Ofte kom hun hjem med hovedpine og hendes motivation for at stå op dagen efter var lig nul. Hun plejede ellers at elske sit arbejde, men de mange år på bagen og især denne patient satte spørgsmålstegn om hvorvidt det var det værd. Han var en gammel eneboer, der sjældent havde set vand og sæbe og så snart man trådte inden for den gamle slidte dør, slog stanken af råddenskab én så kraftigt at man var ved at dejse om. ”Det må være en skipperløgn” råbte han af hende, hver gang hun prøvede at give ham gode råd om hygiejnen i forbindelse med hans sår. Han stak hovedet helt op til hendes og hans rådne tænder klaprede. Kun weekenderne hvor hun ikke skulle finde sig i hans verbale og til tider også fysiske overfald i form af spark og spyt var noget hun efterhånden så frem til. Indimellem brækkede hun sig når hun kom ud derfra, både pga. lugten men også pga. de psykiske mén hun gik ud med, flere og flere for hver dag.
Da hun kørte op af vejen var det værre end ellers, hun rystede og brugte lang tid på at komme ud af bilen. Først da hun åbnede døren, mærkede hun hvordan lugten var anderledes end fra sidste besøg før weekenden. Da hun fik øje på benet der lå i dørkanten til stuen, åndede hun lettet op og ringede 112