Hun gik hen ad den lille villavej op mod den lokale købmand, forbi fine sirlige haver på rad og række med tilhørende murstensvillaer. Ulastelige i deres eget svøb af småborgerlighed. Det var en god dag, og hun ville gå til købmanden, for blomsterne var lige ved at springe ud, og det er vigtigt at få sol i ansigtet efter en lang grå vinter. Hun kunne godt mærke, at solen allerede var begyndt at skinne al melankoli bort. Da hun kommer hjem med en hel posefuld madvarer, kan hun kun mærke en lille rest af vinterens tristhed.
Man skulle ikke tro, at der var noget at frygte i et fredeligt villakvarter som dette. Ikke i en, uanselig forstadssoveby som i øvrigt knap nok uden at prale kan kalde sig en by. Men det er der. Det ved hun. For der er noget, der lusker rundt.
Hun kigger ud ad vinduet og ser naboens to unger løbe rundt i haven i dagens sidste solstråler. Smukke, og endnu uvidende om den sorte skygge der straks efter solnedgang vil jage gennem byen på udkig efter menneskesjæle.
Især de sjæle hvor solen ikke har været effektiv nok og efterladt bare den mindste smule melankoli. For det er den lille smule, der er den farlige, hvor uendeligt ubetydelig den så end lader til at være. Den virker nemlig tiltrækkende på nattens hjemløse monster, der ved at, hvor der er plads til en lille smule melankoli, er der også plads til mere.
Om vinteren hvor solen er svag, som om Gud med sin tommelfinger har tværet den ud blandt skyerne, er der masser af gemmesteder for et monster, og det kan ligesom fordele sig mere ligeligt. Men nu hvor der er sommer, tænker hun, er der vist kun ét sted. Så hun må være forsigtig, holde sig i gang…
Der er mørkt nu, men hun ved, hvordan man holder uhyret stangen. Der kommer en god film i fjernsynet, den hvor Meg Ryan simulerer en orgasme på en restaurant.
Efter alt for kort tid kører rulleteksterne ned over skærmen, og hun overvejer at gå i seng, for det er sent, og det er meningen, at man skal stå op om morgenen.
Da ser hun den. En hæslig uformelig skygge der suser forbi vinduet bag det slukkede fjernsyn. Det giver et lille sæt i hende, og angsten bider, men hun ved, at døren er låst.
”Mon låste døre holder skygger ude?” tænker hun, mens hun går rundt og tænder samtlige lamper i huset og sætter en CD på med Janis Joplin.
” Whooaaahh baby, cry baby….”, den hæse rygerplagede stemme drøner ud gennem anlæggets højttalere og sammen med lyset beroliger det hende. Hun tager den bog, hun er i gang med ud af reolen, og sætter sig i hjørnet af sofaen med et tæppe trukket op over brystet. Bogen handler om, mennesker der ikke gemmer sig for monstre, men ser dem i øjnene. Direkte i øjnene. ”Mon det er noget man kan lære?” tænker hun ”eller bliver man født sådan?”