Jeg hoppede op på min brune hest, og red så hurtigt væk derfra som muligt, mine hænder der holdte om tøjlerne var som badet i blod. Der var intet jeg kunne have gjort anderledes, men alligevel fortryder jeg at jeg ikke gjorde mere. Det hele stod klart for mit indre blik, alt for klart.
Døren sprang op, og i et højt, frygtindgydende skrig kom en letpåklædt kvinde løbende ud.
Kvinden var Dixie, barens underholdning.
Hun var smuk, så smuk som kun supermodeller kan være, hendes øjne skinnede mere end solen og hendes latter fik ethvert hjerte til at bløde.
De små tårer trillede langsomt ned af hendes rosenrøde kinder, hendes blik sagde at der ville ske noget, noget der ikke var godt. Tre sekunder min tanke var tænkt til ende lød der skud, ikke bare ét men fire høje skud. Joel trådte ud i dørkarmen, løftede revolveren over hoved og skød sejrende op i luften.
Vi vidste alle hvad der var sket, Max var død, vores helt var forsvundet.
Et buldrende raseri varmede mig op indefra, jeg tømte hurtigt resten af min fadøl.
Nu skulle den bandit betale. Jeg greb min revolver der var gemt under den hvide kittel og skød.
Jeg tænkte ikke før bagefter, havde jeg ramt eller ej, hvis ikke, var mit liv allerede forbi.
Jeg åbnede øjnene igen, efter at have holdt dem lukket i frygt fra smerten når kuglen ville gå igennem mig.
Jeg havde ramt, et sikkert skud, placeret i midten af panden hvor blodet nu fossede ud, et smil spillede på mine læber. Jeg var stolt af mig selv, jeg vidste ikke på det tidspunkt at den stolthed snart ville overskygges af skam og selvhad.
Efter en klapsavle, en masse klap på skuldrene og nogle få kontanter, styrede jeg mod værelset hvor jeg vidste Max lå. Jeg havde min medicin taske med mig til nødstilfælde, som dette var.
Inde i det lille rum, lå en mand på maven. Det røde blod lå som en pøl omkring ham og hans tøj var gennemblødt.
Jeg gjorde hvad jeg kunne, skar og syede sammen igen, klemte og pressede, fjernede og tilføjede,
men lige meget hjalp det. Jeg var den bedste doktor i omegn og alligevel kunne jeg ikke ordne simple skudhuller i helten Max. Han var væk, gled ud af mine hænder. Der var intet jeg kunne gøre.
Jeg kom ud i baren hvor folk stod spændt og ventede på min bedømmelse. Jeg stod i dørkarmen, kiggede ned og rystede en stille gang på hovedet før jeg gik med hastige skridt ned af den korte trappe og ud.
Jeg skulle ud, væk, og det skulle være nu. Jeg hoppede op på min brune hest, og red så hurtigt væk derfra som muligt, mine hænder der holdte om tøjlerne var som badet i blod. Rystede stille på hovedet og hviskede stille for mig selv, ”jeg gjorde hvad jeg kunne”.