Jackson kiggede i tromlen, to kugler tilbage. Gråden blev brølet ud, dyb og hæmningsløs. Ingen kunne høre ham, der var ingen mennesker i nærheden. Kun dyr. Sultne bæster der ventede på natten med løftet om en sjælden festmiddag.
Tia var kommet til bevidsthed igen. Blodet under hendes fødder var størknet, og myrer og fluer flokkedes om måltidet. Hun kiggede på ham. Resignationen var total. Hun hang med fødderne en halv meter over jorden, armene strakt over hovedet. Kjolen var itureven, hvor de mange piskeslag havde trukket blod fra dybe sår. En beskidt klud i munden forhindrede hende i at fortælle sin elskede, at hun alligevel ville gøre det hele igen.
Jackson havde reddet hende fra bordellet. Men endnu mere havde han reddet hendes sjæl fra at blive ligeglad. Ligeglad med ydmygelsen, som det var sket for mange af de andre prostituerede. De blev ligeglade med at lade utallelige mænd tilfredsstille sig selv mellem deres ben. Ligeglade med tæsk fra utilfredse kunder og tæsk fra Carlson. Man kunne se det på dem. Den ene dag var der stadig et håb, et lille skær af liv i deres øjne. Den næste dag var lyset slukket, og de indfandt sig med deres skæbne.
Jackson var flygtet med Tia i den ly af natten. Kun lanternerne fra forfølgerne skar igennem mørket. Som ildfluer havde de danset, og en efter en var de slukket, efterhånden som natten var blevet ældre. Da det sidste lys var slukket, havde de elsket for første gang. Kærlighed i dets rå form, ubearbejdet og ærlig. Tia havde grædt. Hun kunne stadig elske. Hun var ikke blevet ligeglad. Hun ville aldrig blive det, så længe følelsen af Jackson var hos hende. På trods af truslen fra natten og forfølgerne havde hun sovet bedre end nogensinde før. I jacksons arme med hovedet på hans bryst følte hun, ihverttilfælde hendes sjæl var tryg.
Før solen kastede sine forrædderiske stråler ind over horisonten vågnede Jackson til følelsen af metal der pressede sig mod hans kind. Et langt hult metalrør og for enden af kolben, Carlson. Et spark med spidsen fra en støvle, og alt var blevet sort.
Jackson kiggede på pistolen. Der var to forsøg til at ramme rebet der holdt Tia hængende over jorden. Hun kunne stadig reddes. Ellers var der to skud, ét til dem hver. Hellere dø for egen hånd, end dræbes af nattens bæster.
Han sigtede på rebet en halv meter over Tias hænder, tog en dyb vejrtrækning og hev i aftrækkeren. Lyden af skuddet ekkoede i landskabet. Som en latter der hånende ham. Rebet var ikke blevet ramt. Han sigtede igen. Denne gang lukkede han øjnene idet han hev i aftrækkeren.
Pølen af blod under Tias fødder blev rød igen. Nogle myrer blev fanget i det friske blod. De kæmpede forgæves mod druknedøden.
Jackson kastede pistolen fra sig mod den nedgående sol. De sidste stråler reflekteredes i metallet inden mørket blev totalt. Han græd igen. Nattens bæster kunne ikke komme hurtigt nok nu. Han ville reddes fra smerten.