Hun stred sig gennem blæsten, den rev hendes tøj, og hun kunne mærke kulden helt ind til knoglerne. Hunden der hoppede rundt om hende, bragte hende trøst og mod. "Hvor er vi henne?" hviskede pigen op mod vinden. "Er vi der ikke snart?". Hunden trak i hende. Ledte hende i den rigtige retning. Hunden var et gadekryds. Pigen havde fundet ham, da han som helt lille hvalp, var blevet smidt ud af en bil. Ikke ønsket. Præcist som pigen følte sig så tit. Kun til besvær.
Hunden var blevet hendes bedste ven, og når hun oprørt over en indbildt uretfærdighed, gik sin vej i vrede, så lukkede hendes mor hunden ud, og der gik ikke længe, så var pigen på vej hjem igen.

Denne gang, havde mor ikke opdaget, at Ida var væk. Mor havde travlt i køkkenet. Mormor og morfar skulle også komme. Ida ville så gerne være med til det hele. Mor synes, det var hyggeligt, kun de to sammen i køkkenet, mens hunden holdt øje, med alt de lavede. Men da Ida ville tage tændstikkerne, og tænde alle lysene, sagde mor stop. "Nej Ida" genkaldte mor samtalen i tankerne. "det går altså ikke, du kan ikke se hvad du laver, jeg vil ikke have brændt huset af juleaften". Mor havde lydt lidt hårdere, end hun havde ment. Men Ida vidste godt, at som blind, så var det altså ikke smart, at tænde alle de lys.
I stedet for havde mor bedt Ida om at hente julegaverne, for at dekorere dem rundt om træet. Mor troede at Ida var i gang med det, og fortsatte med at lave mad. Efter en time, kunne hun ikke forstå, hvor barnet blev af. Hun kaldte og fik ikke svar. Ude i entreen var Idas frakke og støvler væk. "Åh nej ikke nu" sagde hun højt." Hund find" Ida.
Hunden fandt hurtigt Ida, hun var kommet et langt stykke vej hjemmefra, men hunden kendte sit barn. Få hundrede meter fra hoveddøren, stoppede Ida pludseligt op. "Hvad var det?" sagde hun til hund. Hunden gøede glad, hoppede rundt om pigen. Ida mærkede noget køligt på kinden. Hun snusede op i luften. Og så løb hun alt hvad hun kunne. Med hunden gøende i hælene. Indad døren væltede de, som to hvirvelvinde. "Jamen Ida, hvad sker der dog?" udbrød mor forskrækket. "Det sneer mor. det sneer, vi får hvid jul, nu skal mormor og morfar skynde sig at komme". Ida og hunden dansede en glædesdans rundt i hele huset, mens mor og far så på. Lykkelige sammen. Med den hvide sne dalene ned udenfor.
Så blev det alligevel hvid jul, og ingen var gladere, end den lille blinde pige.