Hun sad helt alene på de bløde blade, som dækkede hele skovbunden, og stirrede ud i mørket. Den sidste måneds tid, havde hun bemærket af dagene var blevet kortere. Nætterne var langt køligere, og frosten havde så småt trådt til.

Det var her de plejede, at mødes. Ved det selv samme træ. Hver aften, sad de her i mørket, og snakkede til langt ud på natten. Hun elskede at lytte til alle hans spændende fortællinger, trods de var lidt uhyggelige. Hun følte sig sikker sammen med ham. Hun følte sig tryg. En dag tog hun mod til sig, og spurgte ham; ''Lover du at passe på mig, lige meget hvad der sker?'' Hun huskede tydeligt hvordan han reagerede på det spørgsmål.

Han sukkede først dybt, og så åbnede han munden. Han sagde bare aldrig noget. Hans øjne flakkede, da han så op mod himlen. Månen kom frem fra sit skjul. Han tog hendes hånd og lagde et stykke papir deri. Derefter rejste han sig op, og trådte lidt væk. Han kiggede sig tilbage, og vendte sig atter og løb.

Alene sad hun tilbage, i den mørke vindstille skov. Hun hørte en hylen, men hun var ikke bange, hun vidste at han altid ville vende tilbage, hvis der skete hende noget. Hun læste i papiret og der stod; ''Jeg elsker dig'' Hun sad der for sig selv og smilte. Hun følte sig sikker. Tryg. Nogen ville kalde hende naiv, andre ville kalde hende forelsket. Men det her var mere end en blot fjollet forelskelse, det her var den sande kærlighed. Det kunne hun mærke.

Hun kiggede på det hjerte, de sammen havde skåret ind i træets bark. Sammen. Hvor var han nu? Hun havde ventet på ham længe nu, for solen var gået ned tidligt. Hun så op på den flotte fuldmåne. En tåre trillede ned af hendes kind, og hun mærkede en let vejrtrækning i nakken. Naiv eller forelsket, så troede hun at det var vinden..

Dagen efter blev hun fundet livløs, omringet af blade i de smukkeste orange og røde nuancer, ude i skoven. Ved det selv samme træ..