Jeg har lyst til at kvæle min kones advokat. Jeg er sikker på hun betaler ham godt, og hårdt og længe. Jeg får brækfornemmelser. Min egen advokat kigger indtrængende på mig, og spørger om jeg er ok. Jeg nikker fraværende. Han minder mig pludselig om min læge, min dejlige, dygtige, grundige læge, som klippede mit ægteskabs sidste streng. Dette var højdepunktet i hans karriere. Jeg ryster let på hovedet og synker en gang.

Maven er psykens barometer: sagde kvaksalveren til mig mens han kiggede mig dybt i øjnene, som om han kunne finde meningen med livet derinde i de tomme huler. Da røntgenbillederne kom tilbage ugen efter, viste det sig, at min snart tidligere kone havde kommet til at putte små metalstykker i min bøf. Lægen kiggede endnu dybere i mine mørke grotter, da han fortalte mig nyheden.

Hans ansigt kommer tættere på mit, øjnene fikserede i mørket, tungespidsen glider let over læberne, luften er tør og elektrisk. Jeg kan lugte spor af billig barbersprit og den slags institutionshåndsæbe de altid har hos tandlæger og folkeskoler.

Bomben falder. Lægen siger det uden omsvøb, jeg tror måske han gjorde det med vilje for at opnå en hvis chok-effekt. Han sidder på første række til Hiroshima og Nagasaki med beskyttelsesbrillerne pudsede, så han er sikker på at få det hele med. Den enorme sprængladning går af, paddehatteskyen ryger mod himlen og river taget på komplekset, hvor lægen har sit kontor med sig. Trykbølgen flår trommehinder, hud og hår af lægens ansigt. Støvet falder. Tilbage sidder vi. En læge og hans patient. Lægen stadig afventende, bogstaveligt med øjnene på stilke.

Jeg kigger op og ned af min sorte afpillede krop, synker spyttet, som har samlet sig i min mundhule. Det glider ned gennem mit halsrør, mens jeg tænker på om det kan ses på ydersiden. Væsken, jeg har flyttet væk fra mundhulen, er nu på vej gennem min krop. Jeg kan mærke dens rute ned gennem det smalle rør – langsomt, men sikkert anmasser væsken sig på min mavesæk og skræmmer syren, der normalt bor der, ned i tarmen. Man kan næsten høre den sorte dæmoniske mundhulevæske grine og glamme rungende, mens min mavesyre rystende frygter for sit liv nede i tarmens trygge tragt. Jeg får et surt opstød fra helvede og kigger efter en brækspand.

Min kones mund bevæger sig mens hun kigger indtrængende på mit ansigt, jeg prøver at mundaflæse hendes postkasserøde læber. Det er det sidste jeg ser, inden jeg i pulserende bevægelser spilder min sidste menneskelighed i det anonyme mødelokales grå plastikskraldespand.