Aldrig har skriget fremkommet så højt før; længslen, behovet for og trygheden i at realisere mig selv.

Dine ører siger mig intet, ingen af jer siger mig noget som helst længere. Heller ikke jeg selv. Ussel, forræderisk. Den beskidte gråd tog over, da skriget knækkede og tonede ud.
Aldrig har jeg grædt så voldsomt før, har brug for at blive rusket.

Vi startede svimle og levende, da solen endnu bagte højt over os, da folk endnu var til at kende og stole på. I den allerede beroligende rus, i et allerede tilfredsstillende sindelag søgte jeg dybere vande, en yderliggående tilfredshed.
I sidder nok der; griner over rusens lykke og hjerternes stadige banken, men I skulle vide, hvilket ekko jeg er lytter til. Mit pulserende hjerte arbejder på højtryk, som en underlagt bass til min hulk og opkast, mit eget råb giver genklang i takt med, jeg gentager mig selv. Mine ben skriger efter ståsted, men jeg kan ikke røre mig i al den larm. Taber forstanden i et endeløst hul, et sted derinde, i det tomme alt og intet.
Verdensbilledet er blevet et andet; jorden usynlig for øjet, himlen sort og livet hvidt.

"HVAD FANDEN HAR I GJORT VED HENDE?" runger det i mit tomme hoved, sort på hvidt. Jeg er så tung, du ikke kan løfte mig. Fat det.
"Liv! Vågn op! Åbn dine øjne!" Slag i hovedet. Velkendt stemme.
Du vil vågne, du vil leve og ånde igen. Drømme, fordømme gud og hver en mand. Du vil lære, du vil sige og elske. Liv, jeg elsker dig.

Jeg dør med skam i sindet, jeg er så beskidt. Skriger så højt jeg kan, åbner øjnene og prøver at svømme i land; denne gang er jeg for dybt ude, for langt ude og væk. Skriger så højt som aldrig nogensinde før, ønsker, at dine ører falder af.
Liv, jeg elsker dig jo kun dig og alt, hvad du indebærer. Rusk mig, rusk dig selv.
Lad rusen aftage, lad vinden blæse og genopret tilliden til selvet. Jeg er så beskidt, men drukner, hvis jeg får mere vand.