Jeg er på vej.
Jeg skal til møde med selveste Rådet, og de skal afgøre, hvad der skal ske med den fyr, der har banket min søn.
Der sker ham sikkert ikke noget. De tager sig sikkert bare en snak med ham, og indkærper ham, at næste gang, må han hellere vælge en, der har en svagere far.
Jeg er i god tid og har mit pæneste tøj på.
Måske i alt for god tid og mit tøj strammer. Jeg sveder og mit hjerte prøver at sætte ny hastighedsrekord.
Det her er vigtigt. Jeg må huske alle de ord, som Linda og gutterne har sagt måske kan overbevise Rådets medlemmer. I hvert fald over halvdelen af dem. Og det er nok.
For pokker. Jeg er nervøs. Som en jomfru til sit første bal.
Jeg drejer af. Må lige lidt ind i krattet ved søen. Dulme mig ved det blå vands klukken.
Min yndlingsplads ved vandet er optaget. På den store kampesten, der kan minde om en stol sidder jo selve rådmanden. Jeg kender ham på det buskede; busket hår, øjenbryn og skæg. Han nikker opmuntrende til mig, vinker mig nærmere og spørger mig, hvad jeg hedder.
Han virker så venlig at jeg går nærmere. Fyldt med nyt mod. Måske vil de virkelig lytte til mig?
Jeg begynder at tale, selvom jeg ved det. Ved at han ikke sidder på den sten, for de har andre sager end min og min søns.
Jeg afbryder min ordstrøm. Det rasler i sivene. Som lyden af et bambusforhæng. Frem mellem sivene træder en ung mand.
Jeg stivner.
For det er jo ham, der mishandlede min dreng.
Og selvom han vel er indbildning,skal han ikke stå der og grine skævt.Ikke stå der med øjne så blå og rolige som vandet.
Du skal få hvad du har fortjent, lover jeg ham.
En tåre løber ned af hans næseryg. Han blinker og ser igen forhærdet ud.
Det skæve smil virker helt blidt, da han nikker.

Så opløses illusionen i mange tusind små, knistrende prikker.
Min kone har nok ret i, at jeg har en livlig fantasi, tænker jeg og tager en dyb indånding inden jeg går mod den store bygning.

Indenfor ser rådmanden på mig og byder mig velkommen med noget, der mest ligner ligegyldig træthed.
Dagdrømmen før var vist bare en ønskedrøm.
Fordømt.
Så lyder der en raslen og bag rådmanden og de rådsmedlemmer der sidder ham nærmest, glider et bambusforhæng til side.
Der står forbryderen og smiler til mig.
Smiler blåt inden han trækker forhænget til igen.
Jeg begynder at tale, men hakker i det.
Så kigger han frem igen.
Hvorfor er han her? Hvorfor står han i skjul og ikke som anklaget?