Han holder hende nedenunder overfladen med sit psykiske og fysiske pres på hendes udmagrede skikkelse. Holder hende for munden så ingen hører hendes lydløse skrig i natten. Men ingen behøver at høre det, for de ved det allerede. Misbrugt. Et tabu, et skældsord. Hun holder sin gråd for sig selv og flygter mentalt ind i det rum, som hendes bevidsthed har skabt. Et sted, hvor intet eksisterer, andet end essensen af hende. Den kolde fornemmelse af at ydmygelserne er forbi, trækker hende tilbage gennem overfladen og hun er igen alene i værelset. Men uanset hvor varmt rummet er, så føler hun kun kulden fra sit indre.
Lover det bliver anderledes, lover at lade hende være. Men samtidig kan hun se truslen, der ligger og lurer bag hans grønne øjne. Hun er ikke gammel nok til at kunne flytte for sig selv, så han har stadig magten over hende. En overmagt med en styrke så stor, at hun ikke orker at modsætte sig.
Computeren står som et skinnende elektrisk monster og lyser inde i stuen. Hun har efterhånden lært den godt at kende. Hver gang han er ude, tænder hun den og nyder de universer, hun kan finde. Men hun kan ikke være sig selv, så hun har skabt sit eget alter ego. En perfekt version af sig selv, en pige der har fortjent at få venner. På internettet lægger hun fiktive historier ud, der i virkeligheden handler om hende selv. Tekster, der råber hendes smerte ud og som berører de mennesker, der læser dem. Hun tør ikke fortælle dem, de ikke er fiktive. Hun tør ikke fortælle dem, at hendes fiktive hovedperson i virkeligheden altid er hende selv. At teksterne er som udsnit af en dagbog fra hendes eget personlige helvede.
Hun har taget mod til sig og fået en facebookprofil med sit virkelige navn og billede. Alle de følelser hun skriver om i sine statusopdateringer er dog fiktion, for hvad hun virkelig føler, tør hun ikke skrive. Selvom andre mennesker viser interesse og spørger, hvordan hun har det, har hun i en tidlig alder lært, at den foregivne interesse er en illusion. Ingen har lyst til at vide, hvordan hun har det. De vil bare høre et standard svar, så de kan begive sig videre med deres høflighedsfraser.
Hun har besluttet sig for at dø, men ikke uden at trække ham med i faldet. Hun skal nok få sin hævn.