Der var engang

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort historie med valgfrit tema. Historien skal påbegyndes og afsluttes med samme sætning, og sætningen skal have en vis relation/funktion til historiens indhold. Øvelsen går ud på at få sætningen til at ændre mening i løbet af historien - og forudsætter naturligvis en vis portion opfindsomhed. "Der var engang..." må ikke benyttes i sætningen - du skal selv være lidt kreativ.

Hun taber kniven. Den rammer gulvet med en klingende høj lyd, der giver genlyd i hele køkkenet. Hendes gråd er så hysterisk at hele hendes krop ryster. Han kommer snart hjem og han vil forvente, at maden står på bordet. Skrækslagen over de slag hun ved kommer, lader hun sig synke ned på gulvet.

Før hun indser, der er gået en time, er det pludselig spisetid. Hun kan høre ham ude i gangen, hvor hun ved, han hænger sin jakke pænt på en bøjle. Den samme bøjle som sendte hende 14 dage på sygehuset sidste måned. Hun har ingen tårer tilbage i sin lille spinkle krop, da han står foran hende i køkkenet. Der er ingen tvivl om, at han allerede er vred på hende. Hun ser hans ansigt skifte kulør fra lyserød til dyb mørkerød, før hun lukker øjnene og afventer hans slag. Men han slår hende ikke. Han sparker hende i maven, igen og igen. Selvom han ikke burde. Han ved jo godt, hun er gravid. Nu mister de endnu et barn, hvilket han uden tvivl vil give hende skylden for.

En tanke tager pludselig form i hendes sind. Kniven. Den må ligge i nærheden. Hun famler efter den i blinde og finder den. Mærker det kolde stål mod sin hånd og i løbet ad mindre end et sekund, får hun stukket ham i det ben, som han sparker hende med. Han knækker sammen af uforventet smerte. Inden hun har taget beslutningen om hvad hun nu vil gøre, har hun rejst sig halvt op og stukket kniven ind i ryggen på ham. Igen og igen. Hun bliver ved til hendes sparsomme kræfter er opbrugt. Til hun er sikker på han aldrig mere vil gøre hende fortræd.

Stilheden sænker sig. I det øjeblik virker alt andet end selve essensen af øjeblikket ubetydeligt, uvirkeligt. Hun ved, hun burde ringe, men hun er for opslugt af stilheden. Aldrig før har stilheden domineret og omsluttet hende så totalt, som i dette øjeblik. Der er ingen vej tilbage. Hun står længe og stirrer ud i luften. Blodet på hendes hænder når at tørre inden stilheden igen bliver brudt. Men da er hun for langt inde i den nye stilhed i sit sind, til hun nogensinde vil kunne finde tilbage til virkeligheden igen. Da manden fra ambulancen taler til hende, stirrer hun tilbage på ham med tomme øjne.

Hun taber kniven.

Skriv kommentar

Besvarelsen Den fortabte er publiceret 21/09-2010 15:35 af Arazi Black (Arazi) under skriveøvelsen Der var engang.
Version 1 - 21/09-2010 15:35
Besvarelsen er på 397 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.