"Men sig mig, hvorfor er jeg dog indlagt her på... på..."

Jeg søgte efter ordene.

"Du er indlagt på et statshospital, Maren, og det ved du jo godt. Det har vi talt om før." Den ældre, runde sygeplejerske med det viltre grå hår kiggede træt på mig et øjeblik, før hun slog blikket ned.

"Jeg er ligeglad, jeg vil hjem og det skal være nu." Mit hoved gjorde ondt, smerten overdøvede næsten de konstante gigtsmerter i mine knæ.

"Det kan du jo ikke komme. Du kan ikke klare dig selv, og hjemmehjælpen har du også fravalgt."

Jeg forsøgte at huske tilbage, men min hukommelse var som en tyk suppe og umulig at gennemtrænge. En ting huskede jeg dog. "Hun stjal. Og rodede i mine ting."

"Ja, det siger du jo. Der er skam ved at blive iværksat en undersøgelse, og indtil videre har man ikke fundet noget."

Jeg vidste, at hun løj, jeg kunne høre det på hendes falske stemme, som hun forsøgte at få til at lyde tillidsvækkende. Men mig narrede hun ikke .

"For øvrigt kan du ikke komme hjem, ikke uden din søn og svigerdatters samtykke. Vi har givet dem midlertidig myndighed over dig."

Jeg fik et chok. "Hvad har I?", hvæsede jeg.

Sygeplejerskens grå øjne betragtede mig medlidende. Gråt hår, grå øjne. En mus.

"Ja, der skulle jo ordnes en masse, da du blev indlagt. De har også passet din lejlighed. Det var jo dem, som blev urolige, da de ikke havde hørt fra dig og fik fat i viceværtens hovednøgle."

Nu huskede jeg. De var kommet væltende ind, mens jeg havde ligget og sovet og havde fablet om, at jeg ikke kunne klare mig selv. Min søn og min grådige svigerdatter. Hun var ude efter mine penge, det vidste jeg. Hendes smukke øjne havde glødet af had og raseri, da jeg fortalte dem, at jeg overvejede at testamentere mine penge til Kattens Værn. De ville kun få 25 procent - som om det ikke var rigeligt. Men ikke for hende.

Jeg følte raseriet strømme op i mig. "Lad mig komme hjem. Jeg vil hjem nu. Det skal hun ikke slippe afsted med." Jeg langede ud efter sygeplejersken, som med en forbavsende hurtighed fik flyttet sig uden for min rækkevidde og rakt ned i lommen efter en sprøjte, som hun plantede mellem mine skulderblade. Alting blev mere og mere sløret, indtil det til sidst blev sort