En lugt af gammel sved, mandehørm og madrester kom mig i møde, da jeg åbnede døren. Mørklægningsgardinerne i rummet holdt alt lys ude. Min hånd fandt stikkontakten i mørket og loftlampen tændte med et svagt, gulligt lys. Rummet, jeg var trådt ind i, var tydeligvis ikke rengjort i flere måneder. Støvet lå i et tykt lag over det hele. Edderkopper havde bosat sig i hjørnerne og havde formået at lave store, klamme hjem. En tyk røg hang i luften, og pludselig rørte noget på sig i min mave. Jeg sank en ekstra gang, og fik kontrol over min mavesyre.
Min krop ville ikke lystre; den ville ikke fortsætte gennem rodet, hen til vinduet for at rulle gardinerne op. Mine øjne flakkede bare frem og tilbage, hen over gulvet. Tusinde småting flød på reolerne, bøger og slidte papirer roede på skrivebordet. Tøj hang hist og her og der lå store bunker af det på gulvet. Gad vide, hvor meget af det, der var rent og hvor meget, der var gammelt vasketøj?
Jeg nåede ikke langt i mine spekulationer. En rådden lugt sneg sig ind i mine næsebor og jeg rystede hovedet, for ikke at blive fanget i stanken. Da jeg havde fået lukket næsen med en tommel- og pegefinger, kiggede jeg igen rundt og forstod, hvor den fæle lugt af råddenskab kom fra: flere tallerkener med madrester var stilt tilfældige steder i rummet. Fluerne summede omkring dem, og min kvalme voksede igen.
Jeg væmmedes, ved tanken om hvor længe siden det var, der sidst var blevet gjort rent!
Pludselig hørtes en klirren af glasgår, og mit blik fangede en knust ølflaske på gulvet. Jeg hævede blikket og så flere ølflasker på bordet over den, der lige var gået i tu.
Hvordan kunne man holde ud at leve sådan? Det var da de færreste, der ville føle sig hjemme i sådanne omgivelser. Og endnu færre der ville føle sig velkommen som gæst. Jeg vendte ryggen til rummet og trykkede med stor afsky på stikkontakten – den var sikkert fyldt med millioner af små, klamme bakterier. Det gullige lys forsvandt. Jeg rystede kroppen, som for at ryste alle væmmelserne væk, og forlod rummet.