Jeg vågnede midt om natten; omkring midnat. Badet i sved. Billeder fra gårsdagens oplevelse poppede straks op i mit hoved. Pludselig stod det hele klart for mig. Dét, jeg havde gjort. Konsekvenserne. Tabet. Skyldfølelsen. Jeg prøvede skrækslagen at ryste billederne væk, men uden held. Hendes blodige ansigt viste sig igen og igen; netop dét billede sad ekstra godt fast som en stor, stærk magnet på min nethinde. Og hendes ord; hendes næsten uhørlige ord kørte om og om igen som en film, der er gået i hack. Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig… Kun kort efter hun havde fremstammet de ord, havde det vilde udtryk i hendes nøddebrune øjne forvandlet sig til et udtryksløst, dødt blik. I samme sekund var hendes paniske vejrtrækninger holdt op.
Jeg rejste mig desperat op i sengen og mærkede små, varme tårer løbe ned over mine kinder. Mindet var ved at kvæle mig! Det forfærdelige minde, jeg selv havde skabt! Jeg måtte væk. Ud. Have frisk luft.
En kølig brise ramte mit ansigt og mine våde øjne, da jeg åbnede døren til min altan. Natten var bælgmørk. Månen lå og gemte sig bag en dyster sky, og der var ingen gadelygter på vores lille vej. Jeg gøs. Trak dynen, jeg havde omkring mig, længere op om halsen og satte mig i gyngestolen. Stedet, hvor jeg plejede at sidde med armene omkring hende på dejlige sommeraftener. Stedet, hvor jeg nu ville komme til at sidde alene fremover. Jeg kunne umuligt forestille mig nogle, jeg kunne dele hemmeligheden med. Der var ingen, der ville kunne forstå mig. Alle ville hade mig, hvis de vidste, hvad jeg havde gjort. Tårerne fyldte igen mine øjne og slørede mit syn. Hvad skulle jeg gøre?
Det måtte være en drøm. Alt andet, ville ikke være muligt. Jeg kunne ikke have… Hvorfor?!
Men det var ikke en drøm, det var virkelighed. Den virkelighed, jeg nu havde frataget hende.