Den døde gemse synes meget stor der på afsatsen. Solen var næste nede, snart faldt mørket på og en isnende vind blæste. Han lod den sidste solvarme fra klippen trænge gennem ryg og lænd mens han betragtede dyret. Hvordan skulle han få den ned fra bjerget i mørke og besluttede at vente til morgendagen.
Kroppen værkede af træthed. halsen gjorde ondt, han havde sunget i timevis derinde i hulen, glemt tid og sted mens han udøvede sin magi. Først havde han ikke troet helt på sine evner og færdigheder, men da han fulgte ritualet, shamanen havde lært ham, fyldtes han med en kraft så ubeskrivelig stærk. Overrasket blev han, da han så gemsen, han havde malet på væggen, at den fremstod så levende. Chokeret blev han, da han opdagede det døde dyr på afsatsen.
Han kravlede tilbage i hulen og krøb sammen mod den rå og fugtige grottes væg og faldt i søvn.
Næste morgen forsøgte han at løfte dyret, han fik hænderne under dens bløde mave, men det var også alt, den var ikke til at rokke.
Han var ved at give op, men så slog det ham, at han kunne bruge ritualet. Han hentede sit grej fra grotten, udførte de indledende ritualer og gav sig til at synge kraftsangen. Han prøvede toner op og ned indtil det rang i kraniet, indtil klippe, bjerg og himmel sang med. Han holdt tonen, skubbede hænderne ind under dyret og løftede det op på skuldrene, det var så let som en pelskappe.
Stadig syngende begyndte han nedstigningen, han måtte holde det samme rungende toneleje, samtidig med at han greb med fingre og tæer om små skarpe fremspring i den lodrette klippevæg. Selvom gemsen føltes let, fyldte den meget og hæmmede udsynet ned til fødderne.. På et tidspunkt fik han noget pels i næsen og kom til at nyse heftigt. Sangen forstummede, hans byrde blev så tung, at han skred et stykke ned af bjergsiden og landede heldigvis på en større afsats. Han fandt tonen igen og fortsatte sin færd med skrabede og sviende knæ.
Solen stod lavt på himmelen, da han nåede foden af klippen. Han holdt stadig tonen og det sidste stykke hjemad på jævnt terræn gik legende let. Det var næsten helt mørkt da han lugtede den hyggelige røg fra aftenbålet og kunne ane silhuetterne fra hytterne. Han dæmpede sin sang til en lav brummen – stadig i samme leje – der blev overdøvet af de glade stemmer og latteren ved bålet. De så ham ikke, sad med ryggen til eller var optager af deres egen snak. Han lagde gemsen forsigtigt ned ved sine fødder, indstillede sin brummen og sagde;" Nu er jeg hjemme igen!"