Jakob Holm gik hen af gangen, forbi dørene. Der lugtede, som sædvanligt, af desinfektions middel. Den kradse lugt kunne ikke helt dække over den underliggende stank af urin og bræk, efterladenskaberne fra de utallige fulderikker og narkomaner, som havde sovet branderten eller rusen ud. Mange var gengænger. Hver fredag og lørdag var de indblandet i ballade ude i byen. Detentionen var nærmest en forlænget weekend dagligstue for dem. Flere svensker havde fast ophold hver fredag.
Forståeligt at de brækket sig, tænkte Jakob. Væggene var malet institutions lysegrøn. Hvorfor fanden var alting i institutioner malet lysegrøn? Var der konstant udsalg på den farve? Selv ædru kunne man føle sig sløj, hvis man var derinde for længe. Hans sko lavede klakkene lyde på det hårde linoleumsgulv. Ekkoet fulgte ham, mens han fortsatte hen af gangen. Et trist sted at tilbringe weekenden. Godt det var tirsdag. Der var tomt nu. Ellers ville man høre diverse klynkene lyde fra bag dørene, godt blandet sammen med bræklyde. Jakob kunne ikke fordrage weekend vagterne.
Derinde i de små rum var der en seng, en vask og et toilet. Ikke desto mindre flød gulvet med bræk og pis hver morgen. Rengøring brugte den dobbelte tid henover weekenden. Hvis det bare så var kun unge mennesker, tænkte han. Vi har alle sammen været unge og for fået lidt for meget. Men mange var middelalderen mænd. Samt kvinder. De ville aldrig lære det.
Jeg er ved at blive gammeldags, tænkte han, da han gik gennem døren og ind på kontoret. Så mange havde der ikke været den gang han var ung betjent. Dengang havde de været flove når de vågnet. Nu råbte og skreg de. De havde ”rettigheder” skreg de. Rettigheder, min røv, sagde han til sig selv. I har ret til at forblive ædru og tag et arbejde, betale skat og passe sig selv. Hundehoveder. Nasserøve. Socialdemokrater. Han hælde en kop kaffe op til sig selv og gik hen til hans skrivebord, hvor dyngen af arbejde ventet