Uret hænger tungt på væggen. Langsomt sniger det sig fremad med en anmassende og rungende tikken. Ellers er der stille. Han ligger på den brune, hullede lædersofa og stirrer op i det hvide loft. De har taget fjernsynet og musikafspilleren. Tilbage er sofaen. Og uret. Endnu. Tik. Tak.
De kolde og tomme vægge flugter sig dystert omkring ham og efterlader kun kulden i rummet. Billederne fra dengang er pillet ned; styrtet ned; og nu er der altså væggen. Og kun væggen. Kun uret og en enkelt avisholder forhindrer dem i at flygte. I stedet tordner de omkring ham, mægtige og betydningsfulde. Under ham er gulvtæppets flænsede stykker også på vej væk fra den synkende skude. Han holder sig tæt ind til sofaen. For kun sofaen står fast, og vidst kun så længe han bliver liggende. Dens huller er blevet fyldt ud med rester af slidste strømper og trøjer i alle farver. Den giver rummet en facade og en kortvarig følelse af ungdommelighed og alternativ livsstil. Men facaden knækker, så snart blikket fanger andet inden sofaen. Gulvet bugner af tomme flasker – Carlsberg, Tuborg, Albani og Harboe. De kæmper om pladsen og spreder deres lugte ud i hele rummet. De blander sig med den mugne lugt fra væggene. Vinduet har siddet fast længe, men ingen er kommet for at kigge på det. Han har ikke fået betalt den månedlige leje endnu; for de fire sidste måneder.
Gardinerne er trukket ned og henlægger rummet til et evigt mørke, kun en sjælden gang oplyst af de blændende spotlamper. Han famler i mørke. Han famler i lyset.
På væggen hænger den næsten tomme avisholder. Den er det eneste bevis. Det eneste i rummet, der beretter, om det der var engang. Men nu er business-sektionen skiftet ud. Inden for det sidste halve år har kun ét stykke papir fundet vejen hertil. Fyresedlen.