En buldrende torden og brusen for ørerne fjernede alle andre lyde i rummet. Hun kunne ikke koncentrere sig om teksterne, akkorderne eller rækkefølgen på sangene. Aftenens vært kom hen til hende, lagde håndens på hendes skulder og mumlede ord der forsvandt som en dyb basgang fra en transistorradio under en dyne. Kun fem minutter endnu. Lyset i lokalet var dunkelt og skærende på samme tid. For sit indre forestillede hun sig hvordan hendes øjne ville knibe sammen i det skærende lys fra spotten.
Publikum summede og de skarpe lyde fra glas og latter satte sig som en døv ringen for hendes bevidsthed.
Alt for godt huskede hun hvordan det var gået den forrige aften. Frygten havde fået hende til at dykke ned i de gratis øl som baren tilbød de optrædende kunstnere. Hun vidste godt, at det var et dumt træk og at alkohol kun forværrede panikken frem for at dulme den. Ordene var kommet af sig selv, men intet havde sat sig fast i hendes hukommelse. Sidste uges optræden var forsvundet i et flakkende blik, ud over publikum, der nu kun virkede som en sort masse af kroppe uden ansigter.
Værten trak i hendes skulder igen. "Er du ok?"
Ordene sad fast i halsen og kun en nervøs hovedrysten fik ham til at gå igen. Han trådte op på scenen og annoncerede den næste optrædende. "En ung stjerne i svøb...", "Hun er lidt nervøs, så tag godt imod..." klapsalven fra den sorte masse pressede imod hendes trommehinder og hun mærkede hvordan trinnene på trappen, op til scenen, gav efter for hendes fødder. En pludselig frygt for at snuble på scenen fik hende til at tage et akavet ekstra-højt skridt derop.
"Rygning forbudt" havde der stået på døren. Hvorfor det pludseligt dukkede frem for hendes bevidsthed forvirrede hende kun. Værten lagde endnu en gang sin hånd på hendes skulder og viskede i forbifarten "knock them death."
Der stod den. Stolen, piedestalen, den ensomme søjle og den ubarmhjertige mikrofon. Det var værre end eksamen og karakteren kom prompte. Hvis ikke folk brød sig om hendes optræden, var der ingen applaus at hente. Men i aften skulle det være perfekt. Hun satte sig på stolen, trak guitarens rem op over skulderen og rettede mikrofonstativet til.
Den sorte masse sad dernede og kiggede op på hende. Kun lyset fra baren, bagerst i lokalet, afslørede dybden og afstanden ned til de bagerste tilskuere. Bartenderen stak to lykønskende tommelfingre i luften for hende. Hun smilede og kiggede dernæst ned på de forreste tilskuere.
"Mit navn er Sarah Kristensen, og jeg vil synge et par sange for jer."
Sådan var det hver gang. Frygten forsvandt, det øjeblik hun hørte sin egen stemme flyde ud fra højttalerne.