Solen kastede sine varme stråler over bakkernes stejle skråninger. Den badede hele verden i et gyldent lys, der kunne få selv det koldeste hjerte til at tø. Varmen ramte hver en kvist, hvert et strå. Den nåede den rindende bæk og stiens mindste sten. Den nåede sindets uroligheder og tankernes strøm.
Jeg vandrede af sted i raskt tempo og nåede snart en lille hytte i skovens udkant. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere for hvert sekund der gik. Hvorfor var jeg så nervøs? Det var jo ikke første gang jeg skulle til justering. Jeg havde prøvet det et utal af gange.
I går. Fra tolv til to. Mathias og jeg havde haft et skænderi. Mere end det. Han havde sagt, jeg var en gammel, sur mand, der var ligeglad med andre. At jeg var respektløs, uden ansvar. At alle mine justeringer langsomt ødelagde mig indefra! Ha! Som om han ikke ville handle på nøjagtig samme måde, hvis han var i mine sko!
Når jeg oplever noget trist, noget sørgeligt, så vælger jeg at gå til justering. Jeg er ikke den eneste der gør det! Tværtimod! Man sætter sig i den behagelige stol, får en masse dimselidutter på hovedet… Og vupti! Den dårlige erindring forsvinder, som dug for solen! Teknologi kan meget, underligt det ikke kaldes magi. Efter en justering kan man slet ikke huske, hvad der er sket. Fra tolv til to eksisterer slet ikke. Genialt! På den måde kan man leve det perfekte liv uden bekymringer, uden sorger!
Og Mathias havde kaldt mig ansvarsløs, ligeglad! Han havde sagt, at jeg levede i min egen verden. At jeg levede et halvt liv! At jeg gik som en blind mand i mørke! Hrmp! Vi vandrer kun på denne jord en eneste gang, så hvorfor ikke nyde det?
Jeg åbnede hyttens dør og gik langsomt ind. En venligt udseende mand kom mig i møde.
”Er du Nicolai Poulsen?” spurgte han. Jeg nikkede bekræftende. ”Deres ven bad mig give dig denne besked…” Manden rakte mig en lap papir. ”Han mente, det var bedst, du fik det at vide.”
Jeg kiggede på paiprlappen og så et billede af en yngre mand og en lille pige. De sad på en bænk og fodrede ænder. Smilene prydede deres ansigter, glæden strålede fra deres øjne. Under billedet stod der, med Mathias’ sjuskede skift:
Glem blot mig. Glem blot livet. Men hvorfor ville du glemme din datter?