"Hvorfor tager du dig ikke sammen og begynder at arbejde igen?"
Han svarede ikke, men vedblev med at stirre på et bestemt punkt i væggen.
"Jeg ved du kan forstå mig, så vil du ikke venligst svare mig?"
Han tog et par skridt fremad, indtil han nåede kanten af bordet. Han lagde hånden på det og lod langsomt fingrene glide på overfladen, gik uden om bordet og hen til det punkt hans blik stadig var fastlåst på.
Tilskueren til alt dette sukkede dybt.
"Vi har brug for dig. Verden har brug for dig."
Han løftede sin anden hånd op og lod fingrene glide hen over væggen, uden at røre den. Fingrene passerede punktet, ufatteligt tæt, men dog uden at røre det. Han vendte sig om, lod igen sine fingre glide over bordet, imens han gik tilbage hvor han stod før.
"Hvis vi skal håbe på at udvikle os har vi brug for dig. Du har bragt os 100 år frem i tiden, med én eneste sætning!"
Hånden der gled hen over bordet, rørte nu ved kuglen. Han tøvede kort, inden han tog den hvide kugle i hånden. Den var ufatteligt let og påvirkelig, et let offer for omstændigheder. Med den anden hånd greb han fat om træcylinderen.
"Jeg nægter at tro på, at du er blevet tosset!"
Tilskueren lød hidsig, men sænkede så hovedet og stemmen.
"Men hvis du ikke vil tale med mig nu, så kontakt mig når du er klar."
Tilskueren vendte sig om og begyndte at gå.
Han løftede hånden med cylinderen og trak den bagud. Han Løftede hånden med kuglen og foran sin anden hånd. Hans øjne blev smalle og fokuserede igen på punktet i væggen.
Han smed kuglen let op i luften og førte sin anden hånd frem. Elipsen der sad for enden af cylinderen, ramte kuglen og sendte den fremad. Bordtennisbolden ramte punktet på væggen, prellede af og fløj i en bue ned og landede helt stille på en overflade på under en kvadratmilimeter.
Han blinkede med øjnene.
Han vendte sig om.
"Jeg har tid til at tale nu"
Tilskueren stoppede brat op.