Da Sammy så Bill komme, havde han lyst til at flygte.
Men det ville aldrig ende godt, så han legede bare at sømmet var situationen. Og gav hovedet et gevaldigt gok.
"Nå så det er DIG, der har vanæret min datter!"
Den store, hærdebrede mand var et hovede højere end Sammy. Hans øjne var rødrandede og han fnøs olmt.
"Hids dog dog ned så jeg kan forklare, hvordan det virkelig er," pippede en rolig stemme i Sammys baghovede. Han ville gerne bruge ordene. Lukke dem ud med et smil, mens han så direkte ind i mandens hidsigt glødende øjne.
I stedet sagde han: "Øh - altså - det - øh - hun - hun ..."
"Hvad for en hund? Tal, din skabede køter. Er det dig, der har gjort hende med barn?"
Denne gang var tankestemmen tavs. Sammy lagde hammeren fra sig. Udbedringen af fårenes hegn måtte vente.Han vædede sine læber. Pokkers så tørre de var.
"Det - det er det vel ..men ..."
"Sådan en lømmel. Ikke en gang gammel nok til at gifte dig. Så må hun jo tåle skammen."
"Tænk at det er så pokkers skammeligt. Selv i det Herrens år 1657," pippede den indre stemme kækt.Det agtede Sammy nu ikke at gentage, for manden ville næppe fatte betydningen.
"Vi kan godt blive trolovede," sagde han, og endelig lykkedes det ham at se ind i Bills øjne.
"Men tøsen siger jo, at hun ikke elsker dig. Elsker du da hende?"
"Ikke sådan som du tror. Det er slet ikke som du tror, onkel Bill," knævrede tankestemmen og fortsatte i en piblende ordstrøm: "Hun er min kusine. Hun har givet sig hen til en fusentast, der ikke vil vide af noget og ..."
"Ja!" svarede Sammy højt.
Onklen slappede af og betragtede ham.
"I har brudt Herrens ord og bollet før trolovelsen."
Onklen sagde det langsomt og Sammy vidste hvorfor. Man blev straffet for den slags. Mindst den ene af parterne.
Han trak på skuldrene.
Et øjeblik stirrede de ind i hinandens øjne.
Lige sorte og dybe.
Så landede Bills næve på Sammys skulder.
"Godt, Samuel. Du er en mand nu. En mand med en sjældent smuk ære. Og min tilkommende svigersøn."