Jeg ligger på asfalten, og en spade bryder gennem luften, hvorefter den knaser mod mit hoved og mit ansigt, der bliver fladt og splatter ud.
Fór op af sengen og finder ud af, at det bare var en drøm, men det her er ikke min seng. Jeg er på hospitalet, og gibs hjelmer på mit hoved. "Du var heldig," siger en læge ved siden af mig. "Vi skulle kun opererer lidt med dit ansigt, intet andet..."
"Opererer?" udbryder jeg.
Jeg stivner, da jeg ser mit ansigt i spejlet; det ene øje - hvis man kan kalde det et øje - kan ikke åbnes og ligner en sviske, der er splattet ud under et par kondisko. Min næse er skæv, og alt mit hår er væk. Jeg skriger, men det bliver kun en svag hulken og en fornemmelse, der skærer gennem halsen. Det her er ikke et ansigt...
Jeg spærrer øjnene op og ligger - til min lettelse - i min egen seng. Annas hoved hviler på en pude ved min side, og hendes åndedræt er normalt og roligt, men jeg er endnu ikke rolig. Går ud på toilettet og kigger mig i spejlet. Falder så om, da jeg ser mit ansigt - hvis man kan kalde det et ansigt...