"Pernille, nu skal du altså stoppe med at genere dine kammerater."
Læreren prøvede tydeligvis at anlægge en pædagogisk tone, men han kendte jo heller ikke sandheden. Den sandhed, som de andre i klassen gjorde alt for at skjule.
Pernille hankede op i tasken.
"Per, jeg går hjem. Jeg synes du skal tale med Oscar og Minna om problemet."
"Pernille, det har jeg gjort. Du har ødelagt deres cykler, igen. Nu må det stoppe. Forstår du det? Ellers må jeg sende dig til skolepsykologen."
Pernille svarede ikke, nøjedes blot med at tænke.
Hvorfor fanden kan Per ikke se, at nye elever altid bliver moppet i den forbandede klasse. Hun havde kun Kemir, den nye dreng, at holde sig til.
Og nu havde Kemirs far fået en idé.

Nogle dage senere ventede Oscar og Minna ude på skolens parkeringsplads.
"Pernille, din sladretøs. Det får du intet ud af, din blærerøv.Kom her, du skal en tur i åen."
Oscar lagde hendes arme om på ryggen. Sammen med Minna slæbte de hende ned til åen. Her fik hun et spark i bagdelen og endte pladask vandet.Minna ilede til og hjalp hende op, mens Oscar filmede det på sin mobil.
"Vi viser filmen til Per, så kan han se, hvordan vi prøver at hjælpe dig. Og hvis du ikke snart gør, som vi siger, ender du i havnen. Uden hjælp.
Og forresten, i aften smadrer du og Kemir igen vores cykler."
Pernille smilede indvendig. De skulle bare vide, hvad Kemirs far havde gang i.

"Sæt jer. Kemirs far, som er håndværker på skolen, har en film at vise jer," sagde Per næste morgen i klassen. Oscar og Minna sendte hånlige blikke ud i klasseværelset.
Det varede dog kun indtil de så sig selv i færd med at ødelægge deres egne cykler. Lyden var også afslørende.
"Så har vi dem for alvor, Oscar. Denne gang bliver de garanteret bortvist. Dødskampen fortsætter. Ingen våbenhvile her. Og faktisk er det en vennetjeneste for dem at blive bortvist. Minna og Oscar grinede.
Det gjorde de ikke da filmen sluttede. Ingen blev bortvist. Oscar og Minna gik selv. der blev ro i klassen.