Jeg kunne ikke tro mine øjne, det var så virkeligt og imaginært på samme tid. Med hurtige skridt nærmede jeg mig, men lugten af brændt kød bremsede mig. Det gav et sæt i mig, da han vendte hovedet og blottede de hvide tænder bag sod og forbrændte læber. "Samuel er det virkelig dig?" spurgte jeg. Han prøvede at tale men det var blot få usammenhængende ord der kom ud hvorefter han faldt sammen.
Sengen var gennemvædet i sved for hundredende gang, jeg skyndte mig op og gik i bad. Det var bare endnu et mareridt, nedenunder stod Hellen med morgenmad, imens få overnattende familiemedlemmer klargjorde sig til afgang. Jeg ønskede i princippet bare fred.
Da alle var gået klemte Hellen mig, gav mig dagens post og kørte ind for at handle. Flere regninger, et kondolencekort samt en nusset kuvert. Knivspidsen gled let ind og åbnede konvolutten, brevet var kort men ligeledes chokerende, resolut pakkede jeg en taske og for ud af døren.
Hastigt kørte jeg mod centrum, I brevet havde stået en adresse på en bar. Jeg havde en time til at komme derind og finde ud hvad der foregik. Inde i salonen bad jeg en tjener føre mig til restaurantens bar, her sad en mand iført jakkesæt, da han så mig smilede han flygtigt og nikkede mig hen. Det viste sig at være Samuels samarbejdspartner Kim, han undveg fra mit blik en stund og så så op på mig. Han ville helst ikke sige for meget, men han følte at jeg fortjente sandheden om ulykken. Herefter overrakte han mig en seddel med endnu en adresse og sagde at jeg var ventet, jeg følte mig tåbelig og spurgte ind til hvad han mente, men forgæves for han rejste sig blot og gik.
Jeg kørte mod adressen, men fandt til min gru ud af at der var flere timers kørsel. Min tvivl og frustration voksede og gjorde kaffe unødvendigt, jeg måtte bare frem. For enden af en grusvej fandt jeg en af Samuels firmabiler samt en mindre hytte, hvor et enkelt rum var oplyst. Jeg steg langsomt ud af bilen og bevægede mig imod huset, få meter fra hoveddøren var et vindue. Det jeg så kunne jeg ikke tage imod med oprejst pande, hver en muskel i min krop spændtes og jeg hamrede næven i døren. Inde bag døren hørtes hurtige skridt, en velkendt stemme bad om tålmodighed hvorefter døren blev åbnet og der stod han.
Samuels øjne blev blanke, han bad om tilgivelse gentagende gange, men jeg fattede stadig ikke årsagen til denne intrige. Firmaet ville gå konkurs, de havde lånt penge af forkerte mennesker, han ævlede løs alt-imens min mave forvandledes til sten. Han var forlængst død for mig.