Så var det nu. Hun vidste det. Nabokonen vidste det. I Dag var dagen og de eneste der absolut ingenting fattede var mændene - men de forstod jo sjældent hvad der var i gærde.
Skoene var snørede. Jakken var lynet godt til. Muleposen lå trygt i hendes hånds faste greb. Hun følte sig som en soldat inden et stort slag - kampklar.

Udenfor butikken, var der allerede ved at være fyldt godt op. Kvinder. En horde af kvinder, mændene sov vel derhjemme, det var jo da lørdag. Hun kunne et øjeblik ikke lade være med at drømme sig tilbage i sin seng. Men hun rystede det snart ad sig. Dørene begyndte at åbne sig - nu var det nu!
Hendes muskler spændtes i det hun brød frem mellem de mange kæmpende kvinder og råbende kvinder. Ind gennem døren, ned ad den første gang. Der! Holmegaards vaser! Hun greb ud efter en af dem, men da hun prøvede at trække hånden til sig, blev det hende klart at hun ikke var alene om, at have spottet vasen. En anden hånd foldede sig i et jerngreb under hendes på vasen. Hun så op. Nå den var en af veteranerne, så var det vidst bedst at fortrække, de var skrappe de gamle kællinger!
"Våbenhvile" mumlede hun idet hun skubbede sig videre forbi sin modstander.
Rundt omkring hende var der kaos. Det rene ragnarok. Butiksassistenter løb jamrende rundt omkring og bad de skrigende kvinder om at tage den lidt med ro. Her og der lå der indkøbskurve, alle havde deres egne poser med. Alle undtagen en. En ung kvinde stod bleg i et hjørne med en indkøbskurv knuget ind til sig. Hun så ud som om hun kunne besvime hvert øjeblik det skulle være.
"Tsk nybegynder - men så ved hun da bedre til næste år. Udsalg er skam ingen spøg!".