Denne gang tog det kun Line 2 timer før hun ringede til mig på arbejdet.
”Nu skal du høre Anna. Planen er den at du i din frokost pause tager hen på Cafe Lola, her vil han sidde og vente på dig. Jeg har sagt til ham at du har ildrødt hår og en sort t-shirt på. Han kan ikke undgå at se dig når du kommer.” forklarede hun, mig imens jeg lod blyanten rulle mellem læberne.
”Men hvordan kan jeg kende ham?” spurgte jeg med en lidt for nysgerrig tone, som jeg fortrød.
”Han har mørkt hår og en lille næsepiercing, men han skal nok holde øje med dig” svarede hun og slog over i en hvisken ”Gotta go. Ring til mig når du har fri”
Jeg sad lidt med røret ved øret og lyttede til... ingenting.

Da jeg endelig fik frokostpause, sagde jeg til de andre, at jeg nok ikke var tilbage før en time senere. På vej hen mod cafe Lola, begyndte jeg at blive en smule nervøs., hvilket var ret uvant for mig.
Cafe Lola var en lille cafe med gamle møbler. Ikke et af møblerne var ens, og på væggene hang der gamle grammofon plader. Der sad ikke mange mennesker på cafeen og kun en enkelt mørkhåret fyr. Han fik øje på mig og vinkede til mig.
”Hej, du må være Anna, jeg er Mads.” sagde han og strakte hånden ud så jeg kunne hilse på ham.
”Hej Mads” sagde jeg og smilede.
Line havde haft ret, han havde nogle ret dybe brune øjne og en lille ring i næsen.
”Line siger du er tatovør” sagde han og smilede til mig.
Han gemte på en perlerække af hvide tænder bag sine fyldige læber.
”Ja, jeg har min egen butik nede på Nørregade. Der er tre ansatte udover mig.” fik jeg spyttet ud mellem læberne.
Nervøsiteten tog til og blev mere intens, jeg plejede nu nok at kunne snakke.
”Hvor længe har du haft den butik?” spurgte han.
Det var da godt han ikke var nervøs, så samtalen ikke gik i stå.
”Jeg overtog butikken for tre år siden efter en god ven. Jeg var ansat der før, men desværre døde min ven, og han efterlod butikken til mig.” svarede jeg og fik en klump i halsen. ”Du arbejder sammen med Line?”
Han smilede igen og undveg mit spørgsmål.
”Jeg er desværre nødt til at løbe, men kan vi ses igen?”
Han skrev sit mobil nr. ned på en serviet og gav den til mig.
”Du kan jo ringe til mig” sagde han og kyssede forsigtigt min hånd.
Jeg fornemmede, at mine kinder blev røde, så jeg kastede blikket ned i gulvet.
”Jeg ringer”