Der står jeg så mutters alene. Alle har forladt mig. Martin, Maria og begge mine brødre er borte. Jeg er knust, hvad skal jeg nu gøre? Jeg har det, som om jeg bare kunne skrige, skrige til der ikke var mere luft tilbage i mine lunger. Jeg stod midt på den gård, der tidligere havde været mit hjem.
Jeg hørte en hest vrinske og fodtrin, der fik gruset til at knase. Fodtrinene kom nærmere, de blev højere og højere. Jeg blev lidt bange.

Jeg vendte mig om og kunne nu se en komme gående med hesten. Jeg gik hen imod ham, selvom jeg ikke kendte ham og det derfor kunne være farligt.
"ved du noget om hvor alle er henne?" spurgte jeg
"Der har ikke boet nogen her længe, det er vel ved at være fem år siden nu"
Jeg stod og måbede. Hvordan kunne det være rigtigt?
"Jamen jeg har set nogle for et par timer siden" sagde jeg.
"Nej det kan ikke passe" sagde han, og så skræmt ud.
"Det er vel ikke...? Nej, det er ikke muligt, det kan ingen jo." sagde han. Jeg så bare forvirret ud,
"Vil du være rar og fortælle mig hvad der foregår?" Spurgte jeg skingert.
"Jo hør her, for 2 år siden, kom der en, og sagde hun gerne ville have et arbejde her. Jeg sagde så, at hun kunne komme til en jobsamtale nogle uger efter. Det gjorde hun så, men under jobsamtalen sagde hun, at hun var synsk, det troede jeg selvfølgelig ikke på. Men hun sagde at ca. 3 år fra den dag ville der komme en meget speciel ung dame, der ville kunne se alle de ånder der var her på gården. Og det er 3 år siden i dag" Der blev jeg virkeligt skræmt, jeg kunne da ikke se ånder. Men jeg tog ordene i mig igen, da jeg så en masse gennemsigtige skikkelser komme nærmest svævende over gårdpladsen. Blandt dem var Martin, Maria og begge mine brødre.