Igennem morgendisens tætte slør trængte ikke en eneste af morgensolens svage stråler. Dugperler faldt i hendes pels, og rundt omkring sig opfangede hun lydene af smådyr, der begyndte at pusle. Endnu var hendes verden kun lige ved at vågne op.
Tigeren tøvede i et skridt og missede med øjnene. Gennem den våde tåge var det svært at skelne dufte, men denne havde hun lært at kende godt. Det var dog ikke en fært, hun associerede med denne flig af sit territorium.
Langsomt, for at ungerne skulle kunne følge med, gik hun af sin egen sti op i terrænet. Sollyset brød igennem disen, da hun nåede op på sin udkigsplads på bakken. Der var et hul mellem træerne, og herfra kunne hun skue ud over dalen, hvor tågeforhænget stadig hang tæt. Men henover den lette konsistens bevægede der sig noget, der godt kunne ligne disen i farve, men som tigeren vidste var noget helt andet, selvom hun ikke forstod hvad. Selv herfra kunne hun genkende den kradse lugt af røg.
Ungerne var holdt op med at tumle omkring og forsøgte nu at få deres mors opmærksomhed ved at klage sultent. Tigeren forlod sin udkigspost og begyndte at bevæge sig ned mod lavlandet igen, hvor hun først skulle finde et skjulested for ungerne, og så et passende bytte at nedlægge, som kunne mætte dem alle. Men røgen bekymrede hende. For to dage siden, i den anden ende af sine enemærker, havde hun lugten den samme lugt af brændte træer og menneskefært, og hun var vendt omkring og havde søgt væk. Nu ramte hun mennesker igen.
De var rovdyr som hende. Så meget forstod hun. Hvor mennesker var, forsvandt byttedyrene snart.
Og i hendes territorium var der kun plads til én på det øverste trin i fødekæden.