Nogen dage er bare ikke skabt til at stå op. Der er forbandet koldt i lejligheden, fordi man faldt i søvn på sofaen og ikke fik lukket vinduerne. Det blæser helt vildt og man kan mærke sin hals være ru.
Jeg rakte ud efter min mobiltelefon på bordet, låste den op, og så at klokken var halv tolv.
”Fuck!”
At vågne for sent og have det dårligt med det, er bedre end 1000 kolde brusebade, jeg smed mit tæppe af, rejste mig op og gik hurtigt ud imod badeværelset. Jeg havde trukket min T-shirt over hovedet, da jeg fik reaktionen af at rejse mig for hurtigt, og blev svimmel. Det er ikke nemt at holde balancen, når man har armene fanget og synet blokeret af en T-shirt, så jeg faldt forover og slog panden i gulvet. Gud ske tak og lov for gulvtæpper, nu har jeg kun opbygget basen til en god hovedpine, i stedet for at flække mit kranie. Til gengæld ville et flækket kranie, være en god undskyldning for at komme for sent.
Jeg rejste mig og gik ud på badeværelset. Nu var min hjerne slået over på automatik og havde fundet ”Nødplan for forsinkelse” frem. Det er faktisk en meget kompleks procedure, og der er ikke plads til menneskelige fejl.
Trin 1: tænd for vand i bruseren, kontroller temperaturen, start undskyldnings centret op og begynd at udtænke en god grund til forsinkelse.
Trin 2: Find shampoo, tandbørste og tandpasta frem, smid shampooen ind i bruseren, kom tandpasta på tandbørsten og indsæt i mund.
Trin 3: kontroller om man er afklædt, træd ind i bruseren og begynd at børste tænder imens man sørger for at blive vasket over det hele.
Trin 4: Afslut tandbørstning, skyl mund, kontroller om det er nødvendigt at tømme blæren, hvis ja, så tøm den. Find shampoo frem og sæb ind.
Trin 5: skyl shampoo af, træd ud og tør krop med håndklæde, påfør deodorant, find tøj og tag det på.
Trin: 6 Kontroller om undskyldningscentret har fundet på noget godt, hvis ikke omdirigeres mere hjernekraft til centret, på med overtøj og sko, kontroller om smøger, pung, lighter, nøgler og telefon er i lommerne, hvis ja forlad da lejligheden og tag på arbejde.
Det er så befriende at ”vågne” i bilen, 5 minutter efter bevidstheden gik på standby, og have en god undskyldning klar.
10 minutter efter er man fyret.