"Kommer du?'" spørger vinden klagende, og Martin svarer: "Ja, lille mor."
Han svarer kun i tankerne, for han er alene i nattens mørke, og han ved det bare er indbildning, at vinden taler med mors stemme. Men vinden har vækket ham og drevet ham ud af den varme seng. Drevet ham af den smalle markvej til kirken, og nu står han mellem høje popler og et højt stakit af smedejern. Han aner det i en flig af månelys og lægger en næve på lågens klinke.
En lænke rasler. Vinden skriger: "Vend om."
Men vel vil han da ej. Han vil lukke ørerne, for skriget er vel bare hans dumme angst, der får ham til at høre lyde, der ikke er der. Ligesom med mors stemme. Det er jo fordi, han har dårlig samvittighed. Han må tale med hende, selvom hun næppe hører det. Hun ligger jo 6 fod under mulde, og hendes ånd er nok ikke fløjet ud og hen til ham. For den slags kan ikke lade sig gøre.
Lågen er låst. Martin bander. Det skraber i gruset på den anden side. Sikkert en kat. Præstens dorske gråstribede Olfert måske?
Der er dens skygge i månelyset. Katteører. Grønne, runde øjne lyser mod ham. Dens horn peger på ham.
Hvad Fanden sker der?
Han omklamres af et skrig og tumler baglæns, mens skyggen lægger sig omkring ham. Han sparker i blinde og hører endnu et skrig. Sit eget skrig. Hjertet prøver at flygte ud gennem hans navle. Han vil fange det, og presser sin sidste energi ned i benene, samler den desperat til et spark med to ben.
Skriget der runger nu er ikke hans eget. Og ikke bare indbildning. På rystende ben stirrer ned ned mod en klump, der vrider sig. En jamrende skygge i mørket.
Martins sved bliver kold som hagl, mens han vakler baglæns og vil hjem. I en fart.
"Du kommer ikke til at sladre," rasper det fra bylten, der har rejst sig og fortsætter. "Jeg har brug for de smykker. Den døde har ikke."
Martin vil sige en masse. Fortælle, at han også har taget smykker fra en død. Sin egen lille mor. At de skulle tilbage.
Men alle ord sidder fast og vokser til en byld, der truer med at sprænge hans kranie.
Et brag flænser luften. Blod og hjernemasse plasker mod lågen.
Gravrøveren blæser krudtrøg bort og knæler for at undersøge Martins lommer.