”Hvad i alverden var det?” Maja ser op fra avisartiklen om den nye politireform, og kaster et blik på uret. Digitaltallene viser 23:18. Lyden af splintret glas når op i soveværelset på 1. salen, og hunden reagerer omgående på lyden ved at sætte i med en kraftig gøen.
”Nej! Dette her sker bare ikke for mig! Alene hjemme med indbrud i kælderen!” hvisker hun frem for sig og kaster avisen fra sig.
Nu hører hun mumlende stemmer og trin på den knagende kældertrappe. Kortvarigt trøster hun sig med, at døren er låst, således at adgangen til korridoren er besværliggjort.
Hunden er gået amok med sin gøen foran døren. Mon de kan høre, at det ikke er en stor og solid vagthund?
”Jeg bliver nødt til at liste nedenunder, så jeg kan tage flugten ud ad hoveddøren!” tænker hun.
Hun rækker ud efter mobiltelefonen og trykker 112. En lettelse skyller igennem hende, da opkaldet bliver besvaret på centralen, og hun beder om hurtig assistance.
Inden hun lister ned ad trappen, når hun at gribe farmors gamle, solide bronzelysestage. Den er ikke ueffen som forsvarsvåben! Forsigtigt går hun ned ad trappen uden at tænde lyset.
Idet hun når nederste trin, hører hun døren fra kælderen bliver sprængt, og 2 skikkelser tumler ind foran hende. Et svagt skær fra gadelampen kaster et gustent lys over deres ansigter. ”To mænd omkring 30 år!” når hun at tænke, inden den ene griber fat i hende og presser en pistol i tindingen på hende.
Nikki er rasende og snapper efter hænderne på ham. Et voldsomt vredesudbrud undslipper hans makker, som sparker ud efter hunden, så den efterfølgende ryger gennem den splintrede dør og ned ad samtlige kældertrin. Maja kan høre den pibe.
Grebet om hende strammes og det kolde stål fra pistolen presses hårdere ind i tindingen, så det næsten hviner, mens der lyder en kommanderende stemme på et sprog, hun ikke forstår.
Kommer politiet dog ikke snart?