Det her er vanvid: en blanding af had, rædsel og desperation i vild forvirring.
Det er ikke så meget en tanke, som det er et faktum, et faktum, der rammer mig langt blidere end den væg, jeg bliver slynget imod. Der er ikke plads til tanker. Ikke plads til rationalitet. I aften er fornuften ikke min ven.
Han er meget, meget større end mig.
Mødet med væggen har efterladt mig omtumlet af smerte og chok, men jeg er ikke mere forvirret, end at mine hænder allerede søger efter noget at slå igen med. Han er ikke færdig. Mine fingre lukker sig om en vases slanke hals, samtidig med at hans skinkenæve lukker sig om min. Så slår jeg til, og monsteret brøler sig gennem et hav af smadret glas, før jeg bliver kastet hen af gulvet.
Jeg har hævet mig på knæ, da hans fod suser ind i siden på mig med en styrke, der nulstiller min verden og får mig til at glemme alt andet i et sekunds skrigende tavshed.
I næste øjeblik - eller måske er det flere minutter siden, at jeg har sanset andet end smerten - er jeg ved at blive slæbt over gulvet. Mod soveværelset, tigger jeg, stik imod hvad alle mine overlevelsesinstinkter skriger. Lad det være mod soveværelset.
Men isnende kold luft slår mig i møde i stedet, og den frosne jord rammer min ryg. Inden jeg forstår, hvad der foregår, er døren blevet lukket og låst.
Nu rammer angstens vanvid for alvor.
Jeg slynger mine næver mod døren uden resultat. Jeg skal ind. Jeg skal ind! Mine øjne er for tårefyldte til at se, så mine hænder må famle sig gennem rosenbedet under køkkenvinduet, til de finder den store sten, der markerer undulaten Williams sidste hvilested. Mine kuldelammede finger til trods lykkes det mig at få halet stenen ud. Jeg bakser den op og kyler den med et skrig direkte igennem glasset. De skarpe kanter, der er tilbage, er ingen hindring. Jeg når ind på trægulvet og kaster mig sanseløst efter et objekt på køkkenbordet. Så snart, jeg mærker træskæftet i min hånd, breder der sig en ny slags vanvid i mig. Af den målrettede slags.
Jeg sætter i bevægelse.
Da politiet endelig dukker op, er det hele slut. Lille Rosa sover trygt i mit skød. Han nåede knapt nok at lægge en finger på hende.
Jeg takker Gud for moderinstinktets kompromisløse vanvid.