Jeg åbner langsomt døren. Alt i mig vil gå den anden vej, men min krop lystrer ikke. Den går skælvende ind. Jeg kryber langs væggen og ønsker, jeg kunne forsvinde ind i den med angsten, der er ved at overtage mit liv.
Jeg sætter mig længst væk fra de andre i venteværelset. Der sidder en ung pige og læser i ’Sirene’. Hun lugter. Af sved. Er hun også bange? Jeg kan se på den unge kvinde og hendes kæreste, der sidder ved siden af ’Sirenepigen’, at de ikke kan klare lugten. De er meget trendy klædt. Hun i en lilla Naja Lauf silkekjole, og han i et sort Sand jakkesæt. Hun har langt lyst hår, mens kæresten har kort, mørkt hår. Det smukke perfekte par. Lugten af sved forstyrrer naturligvis deres perfekte verden.
Der sidder en ældre dame skråt over for mig. Hvad mon hun skal? Hun venter måske på nogen? Hun ser pludselig direkte på mig. Mon hun mærker min angst?
Jeg kigger hurtigt over mod legekrogen. En lille dreng leger med legoklodserne. Klumpen i min hals vokser, og mit hjerte banker vildt. For jeg kan ikke lade være med at elske barnet derinde. Får jeg hende at se?
Selvom min mand haster ind nu og beroligende kærtegner mit ansigt, føler jeg mig alene. For her ser jeg de andres normale lykke. Deres lykkelige normalitet. Hvorfor kunne det ikke være en af dem? Fx hende den perfekte ’Naja Lauf-kvinde’. Er jeg ond, når jeg ønsker det?
Jeg kigger forsigtigt over mod den ældre kvinde igen. Jeg fornemmer, at hun kan rumme alt. Men hun ser ikke på mig igen. Tag min hånd, vil du ikke nok?
Det giver et sæt i mig, da mit navn bliver sagt, og sygeplejersken smilende kommer for at hente mig. Modstræbende går jeg med hende med min mands arm om mig, og jeg smiler automatisk. Men jeg har ikke lyst til at smile. Jeg har lyst til, at alt er normalt. Lægen smiler også. Hvorfor forstår de ingenting?! De ved endda, at det ikke er som det skal være. Sygeplejersken smører geléen på min mave, og så går lægen i gang med at scanne. Igen. Det føles koldt og mekanisk, og jeg forstår ikke rigtig, hvad de siger. Sig, at alt er okay. Sig, at hun har det godt. Sig, at jeg får lov at holde om hende. Min lille pige..