Det er mørkt. Det er det altid. Alting har ændret sig, men i det mindste er min døgnrytme stadig sig selv. Jeg kan aldrig holde mig vågen om dagen. Det har jeg ikke kunne i årevis.
Nat efter nat venter jeg på dem. Nogen. Hvem som helst. Hvem som helst med et våben i sine hænder. Nogen af de mange der skylder mig. Nu er deres chance. Jeg har altid undret mig over hvorfor jeg aldrig kom ud af det. Ud af byen. Ud af alting. Men det var for spændende. Der var for meget at gøre. Jeg har aldrig været den kønneste bastard der har gået i byens gader. Men jeg har aldrig været en amatør. Jeg er god til det jeg laver. Og så længe jeg har bare et par lemmer i behold kan jeg gøre det igen. Hvis jeg skal. Men det skal jeg ikke. Jeg har besluttet mig. Og hvis de kommer i nat ville jeg ikke bebrejde dem. Hvis de kommer i nat ville jeg ikke stritte imod. Jeg har afventet det længe. Meget længe. Ventet på en der var god nok til at komme ind på livet af mig. Det viser sig nu at den eneste måde de kunne gøre det af med mig var at forvandle mig til noget andet. Noget svagere. Og det har de så. Og det var ikke engang med vilje. Jeg ville såmænd ikke have løftet så meget som et øjenbryn hvis de bare havde efterladt mig hvor jeg lå. Men de havde for travlt med at komme væk. Jeg sidder ret op i sengen. Støttet af et mindre bjerg af puder.
Døren går op og kaster lys ind over sengen. Her er de så. Jeg kan ligefrem lugte at det er dem. Tre af dem. De siger ikke et ord. Og det behøver de heller ikke. Jeg har ventet længe på dem.