Han gabte og strakte sig som han plejede. Han gik ud på badeværelset for at tage bad. Da han trykkede på kontakten, skete det intet. ,,Nå jo, det dumme lys. En dag må jeg se at få det ordnet,” mumlede han til sig selv, som han havde gjort de sidste mange morgener.
Efter badet gik han ud i køkkenet og satte kaffen over med mekaniske bevægelser. Han havde gjort det så mange gange nu, at han knap nok lagde mærke til det. Han spiste morgenmad, de samme triste bake-off rundstykker. I dag var de blevet lidt brændte. Han så ud af vinduet. Himlen var grå, som altid. Han lagde mærke til alle de smilende mennesker der gik rundt på gaden. Hvordan kunne de være så glade i det vejr?
Snart gjorde han sig klar til at gå ned til bussen. Den kørte altid lidt i otte. Han tog sin grå vinterjakke og et tykt halstørklæde på. Det var koldt i dag.
Da han kom udenfor fornemmede han en mærkelig atmosfære. Noget var ikke som det plejede at være. Han gik ned til busstopstedet og hilste på Hansen. Svaret lød: ,,Det er OK,” med en underlig glad stemme. Han så på Hansen med et undrende blik. Han plejede altid at være så sur og tvær. Han så sig omkring. Alle smilede. Han hørte flere gange ordene: ,,Det er OK,” og spekulerede på om alle folk var blevet tossede. Det var jo bare en ganske almindelig dag! Han tog tørklædet af, så koldt var det heller ikke. Hvor den bus dog af? Tænkte han irriteret og tog en dyb indånding.
Straks fik han en dyb lykkefølelse og han begyndte at smile. Al stress og irritation var forsvundet. Han fik en pludselig lyst til at sige…