Det var midt om natten. Regnen piskede ind på ruden. Det lød næsten som stod der en trommeslager og brugte ruden som sit instrument. Han havde ikke ligefrem en uimodståelig trang til at gå udenfor, men han var nødt til det. Særlig nu, efter dét han havde gjort!
Han stod et øjeblik i den mørke stue, og kiggede på hende, som hun lå der på gulvet. Det blege ansigt med de røde læber. De læber, som var så bløde at kysse, og som smagte af kirsebær. Det lyse bløde hår, som lå spredt ud på gulvet, rundt om hendes hoved. Den lignede næsten en glorie.
Åh, hvor var hun dog smuk og bedårende. Han havde elsket hende fra den første dag. Begæret hende med hver en nerve og hver en muskel i sin krop.
En fejende lyskegle fik ham til at vågne fra drømmene. Han vendte sig hurtigt mod vinduet, for at se hvad det var. Håbede i sit inderste, at det ikke var nogen, som kom på besøg. “Ikke nu! Please! Ikke nu!” bad han stille.
Heldigvis var der ingen at se i indkørslen. Han hørte en dyb rumlen og buldren i det fjerne. Det lød som om fjeldene blev sønderrevede. Det gjorde de måske også. Lyskeglen han så var tilsyneladende ikke en bil men et kraftigt lyn.
Nej, han måtte hellere få det overstået. Han tog handskerne på, fandt skovlen og sneg sig ud i nattemørket. Han var lige ved at miste taget i døren af den kraftige vind. Det lykkedes ham dog i sidste øjeblik at fange den igen, inden den bragede ind i væggen.
Det var bedst at være stille, og ikke tiltrække sig opmærksomhed. En mand i haven, i storm og regn, med en skovl, midt om natten!
Han begyndte at grave, lige under det store birketræ med de hængende grene. Her kunne ingen se ham. Regnen piskede ham i ansigtet og han blev gennemblødt på et kort øjeblik. Selv var han i tvivl, om det var på grund at regnen eller anstrengelsernes sved.
Et kort øjeblik stoppede han op, for at rette ryggen og kigge sig undersøgende omkring. Nej, der var ingen at se. Ingen andre end ham, vovede sig ud i dette herrens vejr. Heldigvis da.
Endnu et læs muld blev kastet oven i den voksende bunke. Så følte han noget gribe om halsen. Det strammede til. Det ...