Æbletræet i forhaven stod i blomst og der var en livlig friskhed i den kølige majluft. Han stod stille og snusede morgenen ind i dybe drag og betragtede træet med en inderlig hengivenhed over for dets uudgrundelige skønhed. Kun hvert andet år var blomstringen så overdådig. Opløftet begav han sig gennem villakvarteret til fods, af sted mod bussen. Det ville blive en kort glæde. Allerede om fem dage ville blomsterne begynde at visne. For hvert skridt han tog, gik han sensommeren i møde og tankerne kræsede om de mange tons æbler, træet ville kaste af sig. Fra midt i august og fjorten dage frem, ville det saftiggrønne græs være oversået med store mørkerøde juveler. Hvilken overflod! Han beundrede naturens ødselhed. De kunne slet ikke nå at bruge alle de æbler. End ikke efter de havde anskaffet en frugtpresse. Han tænkte på hvordan han igen skulle rive nedfaldsæblerne sammen og køre trillebør efter trillebør på kompostbunken. Han blev grebet af en følelse af tab og vemod ved tanken om alle de æbler, der ville gå til spilde. Når han stod og rev, havde han havde tit spekuleret over om de alle var frugtbare. Han havde leget med tanken om en dag at avle hver eneste kærne. Små sorte potter i tusindvis på række efter række. Det var blevet ved tanken. Det var ikke ham men hende, der havde grønne fingre. Hun kunne få alting til at gro og blomstre. Hendes tålmodighed med naturens luner og hendes evne til at passe og pleje kunne give ham dårlig samvittighed. Sammenlignet med hende var han en decideret naturkatastrofe. Hun ville blive en formidabel god mor. Ville han selv blive en god far? Ville han overhovedet blive far? Da han drejede om hjørnet blev trafikstøjen fra hovedvejen pågående tydelig. Han stak højre hånd dybt i bukselommen og rettede distræt for et hår, der havde sat sig i klemme. Mere en følelse end en tanke fik ham til at gribe om sin penis. Grebet var koldt gennem bukselommens linned. Han følte et stik af panik, da hånden skubbede til den sammenfoldede henvisning fra lægen.