”Har du hørt det…?” spurgte Ann.

Karen løftede hovedet fra avisen, som hun sad og læste i S-toget, og fik øje på den unge pige, der holdt mobiltelefonen tæt til læberne. En let irritation strejfede hende, da stilheden blev brudt af den gennemtrængende stemme.

”Vores samfundslærer er blevet beskyldt for at have stjålet et større beløb fra kantinens kasse!” fortsatte Ann med ivrige øjne. ”Han blev kaldt ind på rektors kontor her kl. 13!”

Karen kastede et vrissent blik på pigen, som ingenting bemærkede. Hvorfor skulle sådanne samtaler absolut foregå i det offentlige rum? Hun sukkede og kastede et blik ud over byens tage, som skød forbi vinduerne. Mon pigebarnet nogensinde dvælede ved det?

”Hvad siger du?” spurgte Ann, mens hun strøg en generende pandelok væk og lyttede til sin usynlige samtalepartner.
”Ja! Ja! Du kender ham da!” fortsatte hun. ”Det er jo Iversen! Ham med hentehåret og fløjlsbukserne!”

Karen spidsede øren. Iversen? Lærer? Hentehår og fløjlsbukser? Hendes interesse var vakt. Kunne det virkelig være….? Hun rettede opmærksomheden mod Ann, som rodede rundt i sin skoletaske med den frie hånd. Hun fandt det stykke papir, hun ledte efter.
Karen spærrede øjnene op! Med store typer stod der: ”Studieplan. Engvang Gymnasium”

Nu var hun ganske sikker i sin sag. Hendes nabo Preben Iversen med hentehåret og fløjlsbukserne var lærer i samfundsfag på Engvang Gymnasium. Stjålet af kassen?
Ja, det havde ganske vist også stået lidt sløjt til med haven her på det sidste. Bilen var nedslidt og stod til udskiftning. Var det derfor, han var begyndt at bruge cyklen så ofte?

Karen stirrede vantro frem for sig. Iversen?
Toget stoppede, og hun løb febrilsk mod døren. Nåede akkurat at springe af inden den lukkede.

Ann fortsatte uanfægtet samtalen, men blev kortvarigt afbrudt af en bippende lyd. ”Hæng lige på! Måske det er en sms fra Anders!” Med hastige bevægelser løb fingrene over tastaturet. ”Hej igen!” sagde hun: ”Nej, det var bare Tina, der skrev, at der var sket en misforståelse i kantinen. Pengene er fundet i det aflåste pengeskab! Iversen har fået en undskyldning! Hvordan går det forresten med dine køretimer….?”

Karen blev stående på perronen efter toget var kørt, og på bunden af tasken fandt hun sin mobiltelefon frem og trykkede på Yrsas navn. Heldigvis besvarede genboen opkaldet næsten omgående, og Karens stemme lød ophidset, da hun trykkede telefonen tæt til læberne og sagde: ”Har du hørt det…?”