Langt borte i underbevidsthedens dyb ringer en klokke vedvarende. Den reagerer ikke, når der trykkes på de knapper, der som regel er på en klokke af den slags. En velkendt stemme bryder pludselig ind i det føromtalte dyb.
"Lars, du hører ikke vækkeuret. Det er femte gang det ringer. Skulle du ikke til jobsamtale?"
Lars´bevidsthed forlader dybet, åbner noget af den diffuse hjernekapacitet og retter øjnene mod lyden. Mettes smukke øjne ser anklagende på ham.
"Du sagde, det var et ønskejob. Hvorfor står du så ikke op?"
Mettes stemme dirrer. Søvnens dvaletilstand damper langsomt bort og signalerne fra Lars´ansigt er lette at fortolke.
"Fandens også. Leder af reklameafdelingen. Fed løn. Lige mit job. Fanden tage min drømmetilbøjelighed."
Et kast med hovedpuden gør ikke sagen bedre, da vækkeuret ryger på gulvet og tager mobiltelefonen med i købet. Og så alligevel. Måske kan det nås. Telefonen virker og forbindelsen til firmaet etableres hurtigt.
"Ja, det er Lars Vinge. Jeg skulle tale med personalechefen. Det er angående ..."
"Lars, fint du ringede. Du skal til ansættelsessamtale om fyrre minutter. men vi har faktisk allerede ansat den rigtige medarbejder. Noget af et fund, må jeg sige. Du kender hende sikkert. Det er Vivi Frostbæk, tidligere Stalkmann. Jeg skal hilse og sige held og lykke med dine fremtidige ansøgninger. Farvel."
Lyden af røret der klaskes på virker nærmest beroligende. Et smil breder sig på Lars´ansigt.
Stalker Vivi. Ekskæresten som ikke ville acceptere, at han gik fra hende på grund af utroskab. Hvordan fanden ... nettet. Jeg må på nettet.
Firmaet dukker hurtigt op. Frostbæk A/S - Direktør Jan Frostbæk. Alle i direktionen hedder Frostbæk, inkl. Vivi Frostbæk. Lars trækker læberne op i et smil. da telefonen angiver at en SMS har fundet vej. Beskeden er kort.
"Hej Lars. bedre held næste gang. Jeg hader dig. Hilsen Vivi FROSTBÆK."
Lars griner. Selvfølgelig Frostbæk med stort. Ak ja, de mindreværdskomplekser. Vivi må være blevet gift for nylig. Det hele er altså et stunt for at genere ham. Stalker Vivi. Hun må hellere få et svar inden jeg igen skifter telefonnummer. Lars skriver - held i uheld - og skal til at trykke på send, da han fortryder. Nej, det er for indlysende, selv for en stalker. Han taster en ny besked - Sort uheld med omvendt fortegn - den fatter hun aldrig.