Jeg kigger ud af vinduet og sukker dybt.
Familien er ikke på besøg, kun i forskellige parker med forlystelser, seværdigheder eller endda dyr, og som sædvanlig sidder jeg her helt alene. Hjemmeplejen er her ikke, det er for sent eller tidligt, jeg kan ikke huske det. Lige siden at der var kommet for meget co2 i verden, blev det ved med at være dagslys. Temmelig irriterende, når man skal sove uden at der er gardiner for vinduet.. som jeg skal, når jeg går i seng, for jeg glemmer det altid og ligger og stirrer om natten til jeg falder i søvn af udmattelse. Sikken en verden, jeg lever i.
Så, nu regner det vel også.. Det er vel det, man kalder de små dråber vand, der spilder sig selv på jorden. Jeg griner af min lille vittighed, så meget at det gør ondt. Jo, platte vitser er nu altid rare at grine af, selvom de lyder ret så dumme. jeg trækker tæppet tættere omkring mig og snøfter det snot, der måtte hænge ud af næsen på mig, ind. Ja, jeg er stadig forkølet, som jeg altid har været. Den dag jeg ikke er det, må være meget fjern. Jeg husker næsten tydeligt, når far fortalte mig om hvordan jeg blev født.. Men det er i brudstykker og så nytter det vel intet at huske..vel? Gud, hvor jeg keder mig. Hvis blot der ville komme nogen og besøge mig.
Det ringer på døren og hun rejser sig fra gyngestolen, den er gået gennem generationer i hendes side af familien og er et kært eje. Da hun åbner døren, piler en drivvåd dreng ind. Han er på omkring seks-syv år og hun kender ham svagt. "Jamen, Mikael dog. Se nu mit gulv!," skælder hun ud i en kærlig tone og drengen, Mikael, tager sin bøllehat af, smider den på gulvet og gør hende lidt mere sur, men ikke for meget, før han løber hen og giver hende et kram. "Man skal aldrig sidde alene i regnvejr, det siger min mor.," smiler han til hende og smelter hendes hjerte. Så kom han igen på besøg hos hende, den lille lurendrejer, tænker hun smilende.